Ved midnat 31. december sidste år skålede mennesker kloden over nytåret ind og uddelte krammere til højre og venstre. Da tømmermændene have lagt sig, tøffede aktiemarkedet, den globale masseturisme og de glitrende shoppingcentre videre i sikker forvisning om, at verden vil se nogenlunde ud i morgen som den gjorde i går.
Det gjorde den, som bekendt, ikke helt.
Et halvt år senere har COVID-19 vendt op og ned på så mange ting, vi tog for givet, at det næsten er banalt at konstatere.
Coronakrisen er en såkaldt The Black Swan. En usandsynlig og uforudsigelig hændelse med enorme implikationer, som vi – i bakspejlet – bruger mange kræfter på at forklare, så den forekommer mindre tilfældig og mere forudsigelig, end den egentlig var.
Men allerede i 2007 navngav statistiker, forhenværende børsmægler og riskoanalytiker Nassim Nicholas Taleb disse disruptive fænomener i bogen af samme navn.
For selv om Black Swans i sagens natur er uforudsigelige, så er de ikke sjældne.
Tværtimod er uforudsigelige enkeltbegivenheder i stor stil med til at definere vore enkelte livsbaner i stort og småt, hvad enten de bringer lykke, ulykke eller nye muligheder.
Samtidig er Black Swans – som f.eks. terrorangrebet 11. september 2001, opfindelsen af Googles søgealgoritme eller COVID-19 – med til at definere verdens gang i den helt store skala.
Fællesnævneren er dog, at muligheden for hver af disse begivenheder simpelthen ikke optræder i vores begrebsverden, før de faktisk har fundet sted.
For som mennesker ekstrapolerer vi helst fremtiden på baggrund af ting, der allerede er sket. Samtidig afviser vi som udgangspunkt helst at forholde os til muligheden for udfald, vi ikke kan forudsige.
Alt det sammenfatter Taleb i en bog, der fik ekstremt megen positiv omtale i årene efter sin udgivelse. Primært fordi den gør et alvorligt forsøg på at tage livtag med et emne, der i sagens natur kan være svært at få greb om.
Samtidig forekommer den – med den nuværende og særdeles usikre verdenssituation in mente – mere aktuel end nogensinde.
I samme boldgade er det måske værd at genkalde en sætning, der tiltrak sig en del kontrovers, da den blev udtalt i 2002. Primært fordi det skete under en høring om manglende fund af kemiske våben i Irak, og fordi afsenderen var daværende amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld:
“[…] as we know, there are known knowns; there are things we know we know. We also know there are known unknowns; that is to say we know there are some things we do not know.”
Men de sorte svaner svømmer altså primært rundt i dammen af ting, vi ikke ved, at vi ikke ved.
Hvilket gør de forudsigelser, der bedrives af økonomer og aktieanalytikere, cirka lige så troværdige som læsninger af let fugtigt kaffegrums. I hvert fald hvis man spørger den tidligere børsmægler Nassim Nicholas Taleb.
Titel: The Black Swan. Forfatter: Nassim Nicholas Taleb.