I kølvandet på coronakrisen har Fujitsu netop annonceret, at selskabet vil halvere omfanget af kontorpladser i Japan frem mod 2022.
Det sker i forbindelse med iværksættelsen af en ny fleksibel arbejdsform, der betyder, at omkring 80.000 medarbejdere i Japan skal arbejde remote.
Det skriver Zdnet.
Fujitsu meddeler, at selskabet vil indføre et fuldstændigt hot desk-system ved slutningen af 2022.
De nye planer er en del af, hvad virksomheden kalder for 'work life shift', der sigter mod nye fleksible arbejdsformer for medarbejderne.
Fleksible arbejdstider for alle medarbejdere i Japan
Ud over at 80.000 medarbejdere i Japan primært skal arbejde remote, vil der blive indført fleksible arbejdstider for alle medarbejdere i Japan.
Det skal sætte medarbejderne i stand til "frit at vælge det sted, de vil arbejde, inklusive hjemmekontor, hub eller satellitkontorer, afhængigt af typen af arbejde, de udfører," lyder det fra Fujitsu.
"Dette koncept demonstrerer Fujitsus lederskab med hensyn til at drive den digitale transformation af arbejdskultur og kontorer i Japan, hvor mange virksomheder endnu ikke fuldt ud har omfavnet potentialet i digitale teknologier for at maksimere effektivitet og kreativitet på arbejdspladsen," lyder det videre.
Virksomheden tilføjede, at den forventer, at de nye ændringer vil forbedre produktivitet, men også øge medarbejdernes work life-balance.
Fujitsu havde per marts 2019 opgjort 132.000 medarbejdere globalt.