NNIT har indgået en femårig aftale med det franske transportselskab Saint-Gobains nordiske datterselskab.
Aftalen betyder, at NNIT de næste fem år overtager ansvaret for Saint-Gobains server- og cloudløsning for selskabets forretninger i Norden og Baltikum.
Kontrakten har en værdi af et lavere trecifret millionbeløb, oplyser NNIT til Computerworld.
NNIT beskriver Saint-Gobain som en "ny, signifikant kunde" i en meddelelse til Computerworld.
"Vi ser frem til at levere en moderne og fleksibel outsourcing-service til Saint-Gobain, der kan understøtte forretningsenhedernes vækst. Saint-Gobain har købt ind på vores solide erfaring med hybride cloudløsninger i krævende miljøer, hvor der stilles ekstremt høje krav til sikkerhed og mulighed for at håndtere systemer, der ikke er cloud-ready," lyder det i meddelelsen fra Jacob Hahn Michelsen, senior vice president, NNIT.
NNIT lander flere aftaler
Jørgen Liberg, CIO, Saint-Gobain Nordic glæder sig over partnerskabet, som giver mulighed for agil skalering.
"Vi bygger løsninger, der støtter op om vores kunder og udvikling i hele organisationen og kombinerer legacysystemer og cloud-teknologi samtidig med, at de lever op til vores meget høje sikkerhedskrav," lyder det fra Jørgen Liberg i meddelelsen, der fortsætter:
"I NNIT har vi fundet en partner, som forstår at tilpasse leveringer af høj kvalitet til en forretning, der er i konstant bevægelse. Vi glæder os meget til samarbejdet og til at sikre, at vores forretninger i Norden og Baltikum får den bedst mulige løsning."
Saint-Gobain har mere end 12.000 medarbejdere i Norden og Baltikum og mere end 170.000 medarbejdere på verdensplan.
Aftalen kommer i slipstrømmen på en nye kontrakter, som NNIT har landet i foråret.
Her har NNIT forlænget kontrakter med DLG, Novo Nordisk og HK.
Det kan du læse mere om her: NNIT klar med tredje stor-ordre på tre dage: Overtager hele HK's infrastruktur