Godmorgen og velkommen til onsdagens morgen-briefing.
Christoffer Lund-Hansen sidder ved tasterne denne morgen, så hermed følger dagens første nyhedsoverblik fra Computerworld.
Cisco udskyder konference som følge af amerikanske uroligheder
Den amerikanske netværksgigant Cisco har valgt at udskyde selskabets første virtuelle Cisco Live-konference, der skulle være løbet af stablen 2. juni fra Las Vegas.
Årsagen til udskydelsen er de voldsomme uroligheder i USA.
Det fortæller selskabets topchef, Chuck Robbins.
"Vi har besluttet at udskyde Cisco Live. Det har været en svær beslutning, men i forhold til den seneste udvikling i USA, føler vi, at en udskydelse er det rigtige at gøre. Folk i USA og over hele verden har lige nu så meget frustration og vrede, at der er brug for tid til at heale. Derfor giver vi plads til, at du kan gøre, hvad du har behov for i din organisation og familie," lyder det i en besked fra Chuck Robbins.
Cisco-bossen meddeler desuden, at ny dato vil blive annonceret inden for kort tid.
Sony, Google, EA og Airbnb har ligeledes udskudt virtuelle events som følge af urolighederne i USA.
Telenor får adgang til Norlys' fibernet
Telenor og Norlys har indgået en aftale, der giver Telenor adgang til Norlys’ fibernet i det tidligere SE-område.
Med aftalen kommer Telenor til at dække flere end 760.000 jyske adresser med fiberbredbånd.
Det oplyser parterne i en meddelelse.
Samarbejdet indebærer, at Telenor nu får mulighed for at tilbyde højhastighedsbredbånd via fiber i hele det område, som Norlys har udrullet fiber i.
Det drejer sig aktuelt om flere end 600.000 adresser i Syd-, Midt- og Nordjylland, men det forventes at antallet af adresser vil stige over de kommende år.
Norlys etablerer eksempelvis adgang til fiber på 50.000 nye adresser i 2020 og har planlagt tilsvarende aktivitet indtil 2023.
"I Telenor har vi en ambition om at levere de bedst mulige forbindelser til flest mulige danskere. Derfor er jeg glad for, at vi har indgået endnu en aftale, der styrker Telenors position på markedet for fiberbredbånd," lyder det i meddelelsen fra Jesper Hansen, administrerende direktør i Telenor.
Det forventes at Telenor-kunder vil have adgang til hele Norlys’ fibernet inden udgangen af 2020.
Dansk Erhverv: "Det er en mærkedag i dansk tele- og digitaliseringspolitik"
Og udmeldingen fra Telenor og Norlys vækker stor glæde hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
"Det er en mærkedag i dansk tele- og digitaliseringspolitik. Der skal lyde en stor ros til parterne om at nå til enighed om at give flere danskere adgang til Norlys fibernet. Det styrker digitaliseringen af Danmark og giver borgerne nye digitale muligheder," lyder det i en kommentar fra Poul Noer, chefkonsulent for digitaliserings hos Dansk Erhverv, til Computerworld.
Dansk Gartner-profil skifter til Combitech
Thomas Borker Johansen er ny mand i ledelsen som salgsdirektør hos it-sikkerhedsvirksomheden Combitech Danmark.
Her er han tiltådt 1. juni 2020.
Det oplyser Combitech i en meddelelse til Computerworld.
"Vi har ind til nu ladet konsulenterne selv stå for salgsindsatsen, men nu vil vi gerne geare op. Vores kunder er typisk store virksomheder med en kritisk infrastruktur, og for dem har cybersikkerhed udviklet sig til en central opgave. Trusselsbilledet og risikoniveauet i forhold til virksomhedernes digitale systemer har nået et strategisk niveau, som kræver en løbende og kontinuerlig indsats," lyder det fra Combitechs direktør, Lone Flohr, i meddelelsen.
Thomas Borker Johansen kommer fra jobbet som Regional Vice President for Gartner i Norden og Benelux, hvor han styrede seks teams i syv lande.
Indisk it-gigant vil bringe stadionoplevelsen hjem i stuerne med virtual reality
Fodbolden genoptages så småt igen på tværs af Europa efter coronakrisen, men det er uden tilskuere på stadion.
Sæsonens resterende kampe bliver dog spillet for tomme tribuner.
For at give fansene en bedre oplevelse i fremtiden vil den indiske it-gigant Wipro bringe oplevelsen fra stadion ind i fansenes stuer ved hjælp af virtual reality inden for få år.
Det oplyser Wipro i en meddelelse til Computerworld.
"Vi har udviklet en teknologi, der gør det muligt at opleve sportsbegivenheder fra stort set enhver plads på et stadion. Du vil potentielt kunne se kampene fra trænerens plads på udskiftningsbænken eller gense langsomme gengivelser fra et målhjørne," lyder det i meddelelsen fra Carl-Henrik Hallströmn, som er nordisk chef i Wipro.
Løsningen kræver, at der opsættes flere stationære 360-graders kameraer på stadion, at et produktionsselskab kan sende signalet fra de mange kameraer, og at seeren har et virtual reality-headset med tilhørende høretelefoner. Dermed vil seeren have samme udsyn og lydbillede, som hvis vedkommende rent fysisk var til stede på stadion.
NNIT tæt på at være fuldtallig igen
NNIT nærmer sig igen fyldte kontorer.
Det meddeler topchef Per Kogut på LinkedIn.
"I dag er op mod 100 procent af arbejdsstyrken i Tjekkiet, Kina og Danmark tilbage på vores kontorer. Det er et tegn på, at verden begynder at ligne noget, der minder om normale tilstande. Genetableringen af de fysiske arbejdsmiljøer bringer en masse glæde, når man ser sine kolleger og venner igen. Jeg er desuden meget stolt over, hvordan alle har formået at fastholde holdånden og produktiviteten i løbet af de seneste måneder," skriver Per Kogut.
Dansk DXC Technology-boss udgiver spændingsroman
Peter Winther-Schmidt, dansk landechef for DXC Technology, har udgivet en spændingsroman, som foregår i København i 1845, ved navn Til Rigets Bedste.
Det skriver han på LinkedIn.
"Så er min bog udkommet. Til Rigets Bedste er en historisk spændings-roman sat i København i 1845. Hvis du har lyst til at fordrive tiden med intriger, mord og kærlighed, så er her et godt bud - oplagt ferielæsning. Vi må desværre gemme reception og den mere fysiske markering til senere, men bogen er tilgængelige allerede nu," lyder det i opslaget fra Peter Winther-Schmidt.