Hyundai vil præsentere nyt flyvende fartøj
Den sydkoreanske bilproducent Hyundai vil om få uger løfte sløret for et nyt flyvende fartøj.
Det kommer ifølge en pressemeddelelse fra Hyundai til at ske på den gigantiske elektronikmesse i Las Vegas, Consumer Electronic Show (CES), der som altid løber af stablen i starten af januar.
Her oplyser Hyundai, at selskabet vil fremvise en koncept-udgave af selskabets første personlige luftfartøj. Et fartøj som Hyundai omtaler som en PAV eller en "personal air vehicle".
Hyundai oplyser ikke meget andet om det nye luftfartøj, end at konceptet skal ses som en vision for, hvordan trafikproblemerne kan løses i fremtidens byer.
Udover luftfartøjet vil Hyundai også præsentere to andre koncepter: En selvkørende bil samt en terminal, hvor brugerne kan skifte fra den selvkørende bil til luftfartøjet.
Oneplus på vej med ny mystisk koncepttelefon
Hyundai er langt fra det eneste selskab, der bruger CES-messen som affyringsrampe for nye produkter og koncepter.
Den kinesiske smartphone-producent Oneplus har også meddelt, at selskabet til januar vil præsentere en helt ny koncepttelefon, der får navnet Oneplus Concept One.
Oneplus røber ikke meget om den nye telefon, men det er en nærliggende tanke, at Oneplus vil følge i hælene på virksomheder som Samsung, Huawei og Microsoft og præsentere en smartphone med en foldbar skærm.
I pressemeddelelsen oplyser Oneplus, at Oneplus Concept One vil blive den første telefon i en helt ny serie af telefoner.
Køb et turbo boost til din Tesla med en smartphone
Nu kan du købe et turbo-rygstød til din bil, som aktiveres direkte fra en smartphone.
Ja, det lyder som et af de såkaldte in-app purchases, som man finder i mobilspil fra App Store.
Men det amerikanske elbilsfirma Tesla har rent faktisk lanceret et såkaldt “Acceleration Boost,”, hvor du med et tryk på en betalings-app kan få din bil til accellerere hurtigere.
Således kan ejere af en Dual Motor Model 3 ifølge mediet Electrek få hurtigere acceleration via en software-opdateringer, som kan købes i Teslas app.
Boostet er dog langt fra gratis. I USA koster software-opdateringen 2000 dollar, og når opdateringen er hentet kan din Tesla accellere et halvt sekund hurtigere fra 0 til 60 miles i times (60 miles svarer til 96,5 km/t).
Før opdateringen kunne en Tesla Model 3 med Dual Motor gå fra 0 til 60 miles på 4,4 sekunder, men efter opdateringen vil det således blive forbedret til 3,9 sekunder.