Godmorgen fra Computerworld.
Her kommer onsdagens første nyheds-fix. I dag er det Alexander Haslund, der sidder ved tasterne.
C2IT køber københavnsk udviklingsvirksomhed
Den danske it-konsulentvirksomhed C2IT har købt 80 procent af aktierne i udviklingsselskabet IT Kartellet, der har base i København.
Opkøbet sker som led i at styrke data- og softwarekompetencer hos C2IT, lyder det i en meddelelse til Computerworld.
"Det at udvikle software og have integration mellem forskellige platforme, det fylder mere og mere i kundernes projekter,” lyder det fra Carsten Sixhøi, CEO hos C2IT.
IT Kartellet har eksisteret i 10 år og havde ifølge seneste årsrapport otte ansatte.
C2IT har lige nu også har kig på opkøb af en virksomhed i både Aalborg og Århus som led i at skabe en landsdækkende systemudviklingsvirksomhed.
Digitaliseringsstyrelsen ansætter ny vicedirektør
Signe Caspersen er ansat som ny vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen med start 27. januar, skriver styrelsen i en meddelelse.
Hun kommer fra en stilling som kontorchef i Finansministeriets departement og har tidligere arbejdet tæt sammen med hendes nye arbejdsgiver.
"Signe kender den politiske dagsorden og har indgående kendskab til vores arbejdsområder, herunder ikke mindst det vigtige fællesoffentlige samarbejde med kommuner og regioner," lyder det fra Rikke Hougaard Zeberg, direktør i Digitaliseringsstyrelsen.
Signe Caspersen er uddannet cand.polit fra Københavns Universitet.
Direktionen hos Digitaliseringsstyrelsen består nu af Rikke Hougaard Zeberg, Adam Lebech og altså Signe Caspersen.
Mærsk-CISO vinder international pris
A.P. Møller Mærsks CSIO (chief information security officer), Andy Powell, har vundet 'Årets CISO' ved CIO Dive Awards 2019.
Det skriver det amerikanske it-medie CIO Dive, der står bag kåringen.
Andy Powell er fra England og blev ansat som CSIO hos A.P. Møller Mærsk i 2018.
Inden hans ansættelse havde han som konsulent hos Capgemini rådgivet mellem 50 til 60 kunder om Notpetya - angrebet, der lagde Mærsk-koncernen ned i 2017 og medførte et tab i milliardklassen.
"NotPetya fik mig til at indse, at jeg virkelig nød at kæmpe i skyttegravene, som jeg kalder det, gøre det rigtige arbejde snarere end at sælge det," fortæller han til CIO Dive.
I hans seneste 18 måneder har han blandt andet været med til at accelerere Mærsks sikkerhedsteam fra 28 til knap 300, lyder det.
Telenor når ny 5G-milepæl
Telenor har foretaget en række 5G-opkald og målt hastigheder på over 1 Gbit/s.
Det skriver Telenor i en meddelelse.
Siden juni, hvor Telenor søsatte sin første danske 5G-pilot, har teleselskabet testet teknologien.
"Vi har med stor succes fortaget de første opkald over 5G, og vi har positive erfaringer med sammenspillet mellem vores eksisterende 4G-netværk og vores 5G-pilot," lyder det fra Jesper Mølbak, netværksstrategi hos Telenor Danmark.
Telenors 5G-pilot tager udgangspunkt i aktive 5G-master i Aalborg-området.
Næste skridt er at udvide 5G-piloten til de fire største danske byer. Telenor samarbejder desuden med Aalborg Universitet omkring anvendelsen af teknologien hos danske virksomheder.
Podimo har fået 75.000 brugere
Podcasttjenesten Podimo har siden lanceringen i september fået 75.000 brugere.
Det skriver Mediawatch.
Podimo har ligesom mange andre streamingtjeneste en gratis prøveperiode. Selskabet sætter dog ikke tal på hvor mange af brugerne, der betaler for tjenesten.
Medstifter og direktør hos Podimo, Morten Strunge, er ikke desto mindre godt tilfreds for antallet.
"Det er fantastisk, at vi på kun få måneder efter lanceringen kan se, at så mange danskere deler vores begejstring. Det giver både ro på bagsmækken og blod på tanden," lyder det fra den kendte it-iværksætter, der har stiftet og solgt selskaberne Onfone, Mofibo og Plenti.
Podimos ambition er i løbet af tre år at få 100.000 betalende abonnenter.
Amazon køber flere fodboldrettigheder
I mandagens morgen-briefing kunne vi fortælle, at det var gået særdeles godt, da Amazon Prime i seneste uge viste kampe fra den bedste engelske fodboldrække, Premier League.
Det resulterede nemlig i rekordmange nye streamingkunder hos Amazon Prime.
Nu har Amazons streamingtjeneste kastede penge efter at sikre sig nye fodboldrettigheder i det største land i EU, Tyskland.
Amazon har købt rettighederne til at streame Champions League-kampe i 2021/22-sæsonen i Tyskland, skriver Retuers.
Det fremgår ikke, hvor meget Amazon har betalt for Champions League-rettighederne i Tyskland.
Moderniseringsstyrelsen lancerer nyt dataværktøj
Statens regnskab fylder i den traditionelle udgave mere end 1.000 sider.
Men har du behov for at se nærmere på statens samlede udgifter og indtægter, er Moderniseringsstyrelsen nu klar med et nyt værktøj, der skal gøre det noget nemmere.
Styrelsen har netop lagt værktøjet 'Staten i tal' op på sin hjemmeside.
Værktøjet skal gøre det lettere at få indsigt i data om staten ved hjælp af interaktive visualiseringer - fx over statens skatteindtægter eller udgifter til kommunernes bloktilskud.
Værktøjet bygger blandt andet på Microsoft Power BI, og til næste år bliver statens indkøbsdata og medarbejder- og lønstatistik også gjort tilgængelig.
Du finder værktøjet her.