Mens der i flere vestlige lande stadigt kun er set skyggen af 5G-teknologi, bebuder den kinesiske stat, at man officielt skyder udvikling af efterfølgeren, 6G, i gang.
Ved et pressemøde fortæller det kinesiske ministerium for forskning og teknologi, at der nedsættes to teams, en arbejdsgruppe samt en ekspertgruppe, der skal kortlægge hvordan den kinesiske stat kan kickstarte udviklingen af teknologien, der skal afløse den gryende 5G-infrastruktur.
Ekspertgruppen vil mobilisere i alt 37 eksperter fra ledende universiteter, forskningsinstitutioner samt virksomheder, til at vejlede den kinesiske stat om 6G-teknologien, lyder det i den officielle meddelelse.
Disse eksperter skal kortlægge i hvilken retning den kinesiske skal styre i hvad der betegnes som et område med høj prioritet på et ’nøgletidspunkt’ i nationens udvikling, understreger den kinesiske viceminister for forskning og teknologi, Wang Wei.
6G-roadmap er fortsat uklar
Den kinesiske viceminister, påpeger ved pressemødet, at forskning indenfor 6G-teknologi stadig er på fosterstadiet:
”Vi er i de indledende faser, den tekniske roadmap er uklar mens nøglefunktioner og brugsscenarier er langt fra at være entydigt definerede,” siger han.
Næste skridt for ekspertgruppen bliver i samspil med ministeriet at definere 6G-forskningsprogrammer, tekniske forundersøgelser og finde nye tekniske retninger for teknologien, lyder det.
Mens 6G-teknologien mangler at blive defineret, sker udrulningen af forgængeren, 5G-netværksteknologi, fortsat i begrænset omfang.
De første 5G-abonnementer til de kinesiske forbrugere debuterer først denne måned, til priser fra omkring 130 danske kroner.
Udrulningen forventes dog at tage fart allerede i de kommende uger. Inden udgangen af året forventes at over 130.000 5G-stationer at bliver aktiveret på tværs af landet.
Det forventes, at 600 millioner enheder vil bruge en 5G-forbindelse i 2025 ud af klodens forventede 1,57 milliarder 5G-brugere.
Udbygningen af 5G-infrastruktur betragtes af den kinesiske stat som et højt prioriteret område, noterer mediet Quartz.
5G-teknologien som sådan har været under udvikling siden begyndelsen af årtiet, mens selve standarden først blev endegyldigt defineret i 2018.
Pres på USA og Europa
Den kinesiske udmelding sætter et større pres på USA og Europas regeringer, hvor 5G-udrulningen i flere europæiske lande er blevet forhalet af den verserende handelskrig mellem USA og Kina, efter den kinesiske netværksgigant Huawei er blevet udpeget som en uønsket aktør af de amerikanske myndigheder.
Samtidig kan Kinas 6G-ambitioner styrke den amerikanske regerings bekymringer over kinesiske virksomheders rolle i udbredelsen af kritisk it-infrastruktur.
Den kinesiske regering nævner ikke Huawei i forbindelse med udmeldingen, men med virksomhedens rolle i den kinesiske tech-industri er selskabet en sandsynlig hovedaktør i de kommende 6G-planer.
Læs også: Europa halter bagefter i 5G-kapløbet – Kina, Japan, Korea og USA tager teten