Danske Henrik Zillmer stopper som administrerende direktør for selskabet Airhelp, som han selv var med til at stifte.
I stedet tiltræder danske Jimmy Maymann, der tidligere har været administrerende direktør for det amerikanske medie Huffington Post, som ny direktør for selskabet.
Det oplyser Henrik Zillmer på sin personlige hjemmeside.
Bliver ny bestyrelsesformand
Jimmy Mayman er også investor i Airhelp, og han har indtil nu også været bestyrelsesformand for Airhelp.
Henrik Zillmer oplyser desuden på sin blog, at han nu i stedet vil overtage rollen som bestyrelsesformand.
Airhelp, der har hovedkvarter i Soho i New York, blev i 2013 stiftet af Henrik Zillmer og Nicolas Michaelsen samt Greg Roodt, og i dag har virksomheden 750 ansatte.
Selskabet hjælper flypassagerer med at få erstatning for forsinkede fly.
Læs også: Airhelp: Satser stort på robot-medarbejdere: "Mennesker skalerer simpelthen ikke hurtigt nok"
Fortid hos tysk internetgigant
Henrik Zillmer har en fortid hos den tyske internetgigant og virksomhedsfabrik Rocket Internet, der blandt andet står bag webshoppen Zalando.
Sidste år fortalte Henrik Zillmer til Computerworld, at han fik ideen til Airhelp, da han selv blev udsat for et forsinket fly og ville have udbetalt erstatning.
“Jeg søgte efter hjælp på internettet og fandt frem til nogle enkelte advokatvirksomheder, der tilbød hjælp. De havde alle sammen hjemmesider, som lignede noget fra 90’erne, og de havde heller ikke et internationalt fokus, men koncentrerede sig om lokale kunder. Bagefter tænkte jeg, at det kunne jeg gøre bedre,” fortalte han.
Det kan du læse mere om her: Satser stort på robot-medarbejdere: "Mennesker skalerer simpelthen ikke hurtigt nok"
Udover Jimmy Nayman er også Twitter-stifteren Evan Williams, samt stifteren af Sun Microsystems Venod Khosla blandt investorerne i Airhelp
Den danske venturekapitalfond Nordic, der er stiftet Lars Tvede og Peter Warnøe, er ligeledes blandt investoren i Airhelp
Airhelp er samtidig en af de relativt få virksomheder, der har været en del af det berømte amerikanske iværksætter-program Y Combinator i Silicon Valley. Et program der ledes af den berømte iværksætter Paul Graham.