Indhold
Et nyt digitalkamera fra Sony er det første kamera med fire megapixels, der henvender sig til almindelige fotoentusiaster frem for professionelle fotografer. Sony DCS-S85 rummer en CCD-chip med 4,1 millioner pixels, og kameraet kan levere billeder med en opløsning på op til 2272x1704 pixels svarende til 3,8 megapixels.
DCS-S85 har samme størrelse som lillebroderen DCS-S75. |
Standarden på markedet er 3,3 megapixels, som er rigeligt for de fleste glade amatører. De ekstra pixels kommer først og fremmest til sin ret, hvis billedet skal blæses op til papirbilleder i A4-størrelse eller derover.
Retfærdigvis skal det siges, at der i forvejen findes adskillige digitalkameraer med fire megapixels eller endnu mere. Her er der dog tale om dyre spejlrefleks-kameraer, der er beregnet til professionelle. Vi kan nævne Olympus E-10 med fire megapixels og Nikon D1X med hele 5,47 megapixels. Disse kameraer er ikke til nybegyndere, og de er langt dyrere end Sony DCS-S85, der kommer til at koste omkring 12.000 kroner og lanceres i Danmark i starten af august.