Mobiltelefoner med musik og internet

Bedre forbindelse til internettet via GPRS eller Bluetooth og mulighed for lagring og afspilning af musik begynder så småt at dukke op i mobiltelefoner. De nye funktioner er bare begyndelsen - med højere hastighed for trådløs datakommunikation åbnes der for online-spil, video og meget andet til telefonen.

For fuld musik

Konvergens er tidens løsen, og mobiltelefoner slipper ikke for at få tilføjet en række nye funktioner. Efterhånden er det svært at finde en telefon, der kun kan bruges til telefoni. En moderne telefon skal kunne komme i forbindelse med internettet, og hvis den også kan bruges som walkman, er det en ekstra fordel. Det er selvfølgelig kun begyndelsen af det helt store telefon-eventyr, der realiseres med tredje generation af mobilnettet kaldet 3G eller UMTS.

Sony CMD-MZ5.
Foreløbig kan man vælge mellem Siemens SL 45 og Samsung SGH-M100, hvis man vil høre MP3-filer, mens Sony satser på Atrac-formatet i CMD-MZ5. Sony er som bekendt en storspiller på musikområdet, og derfor er der indbygget teknologi til kopibeskyttelse af musik i telefonen fra Sony, der fås med 64 megabyte MemoryStick som hukommelse.

Siemens SL 45 kan fås til omkring 4.000 kroner, mens Samsung SGH-M100 typisk koster nogle hundrede kroner mere. Begge leveres med 32 megabyte Flash-hukommelse, der rækker til en halv times musik. Mobiltelefonen fra Sony er endnu ikke nået til det danske marked.

GPRS og Bluetooth

Muligheden for at komme på internettet med mobiltelefonen i Europa har efterhånden eksisteret i et godt stykke tid i form af WAP via GSM-nettet. Denne teknologi har ikke været den store succes, for hastigheden er for ringe og prisen for høj. Dertil kommer, at skærmen på en mobiltelefon ikke just er i stand til at give den store internet-oplevelse.

Med GPRS (General Packet Radio Services) bliver det lidt hurtigere, nemmere og især billigere at være på nettet. I modsætning til GSM er dataoverførsel via GPRS pakke-baseret, så man ikke er på nettet hele tiden, men kun når man skal sende eller modtage data. Hastigheden er mellem 20 og godt 40 kilobit i sekundet - altså ikke imponerende. GPRS laver ikke om på, at et display på under ti kvadratcentimeter ikke er optimalt, når der skal surfes, men højere skærmopløsning og farver kan hjælpe til med at højne kvaliteten. Om ikke andet er det stadig den bedste løsning, mens vi venter på 3G.

Ericsson T68 med farveskærm og GPRS.
Bluetooth er en standard for trådløs kommunikation over korte distancer, typisk 10 meter. Bluetooth i mobiltelefonen giver helt nye mulighed for hurtig forbindelse til andre enheder for eksempel bærbare pc'er, digitalkameraer eller printere. Med Bluetooth kan man tænke sig, at mobiltelefonen fungerer som en GSM/GPRS mobiltelefon i felten, men som en trådløs fastnet-telefon, der er billigere i drift, hjemme eller på arbejde. Hvis der er en anden Bluetooth-enhed med hurtig internetadgang i nærheden, kan mobiltelefonen drage fordel af det, og telefonen kan også bruges som betalingskort og til meget andet. Læs mere på www.bluetooth.com.

Den første GPRS-telefon til salg i Danmark var Motorola Timeport 260, men andre er hurtigt fulgt efter. Ericsson, der har slået pjalterne sammen med Sony på mobiltelefon-området, kan nu levere sin R520m triband-telefon med både GPRS og Bluetooth, og modellerne T39 med GPRS og Bluetooth og T68 med GPRS og farveskærm er på vej.

Nokia, der er verdens største producent af mobiltelefoner, er snart klar med to GRPS-telefoner, nemlig 8310 der også vil have indbygget FM-radio, og 6310 der også får Bluetooth-modul. Siemens kommer med S45 med GPRS, og en hel flok japanske firmaer som NEC og Panasonic er også parate til at gøre deres indtog på det europæiske marked.

3. generation

Sådan forestiller Sanyo sig, at fremtidens mobiltelefon ser ud. Bemærk den store farveskærm og kameraet øverst.
Fremtidens mobile netværk
Hvor de første mobiltelefoner virkede over et analogt net, er de nuværende baserede på et digital net som GSM. Tredje generation mobilnetværk hedder 3G eller UMTS (Universal Mobile Telecommunications System), og GPRS ligger et sted imellem GSM og UMTS.

UMTS er pakke-baseret ligesom GPRS, men overførselshastigheden er langt højere - helt op til to megabit i sekundet. Det giver mulighed for overførsel af multimedie-indhold som lyd og levende billeder til mobiltelefonen. Man kan eksempelvis forestille sig teknologien udnyttet i videotelefoner med indbygget kamera, hvor man kan se den person, man snakker med, fjernsyn på telefonen eller almindelig internet-surfing med høj hastighed.

De første europæiske 3G-forsøg er vel overståede, og teknologien vil være over os om nogle år. Især japanerne, som har vænnet sig til at få indhold leveret til mobiltelefonen via en teknologi kaldet i-mode fra NTT DoCoMo, er interesseret i 3G's udbredelse, og de store japanske elektronikfirmaer fører an i udviklingen af terminaler.

Europæerne er dog ikke langt bagefter. Alle de større teleselskaber er i fuld gang med at foretage forsøg med UMTS-teknologien. De er pinligt klar over, at man ikke skal blinke mange gange, før man er overhalet af udviklingen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere