Det omdiskuterede copyright-direktiv stryger indtil videre gennem den række af led, der endeligt skal godkende direktivet, før det kan blive ophøjet til lov.
I midten af februar blev Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen og Det Europæiske Råd efter lang tids forhandling enige om en politisk aftale, der herefter er blevet godkendt af EU-landenes regeringer.
Med resultatet 16-9 har en række EU-parlamentarikere nu også stemt forslaget gennem EU's retudvalg.
Det skriver Altinget.
Læs også: EU-regeringer godkender copyright-direktivet, der 'kan ødelægge internettet'
Mangler stadig et par godkendelser
Før aftalen kan blive stemt endeligt igennem, skal den godkendes ved den næste plenarforsamling i EU-Parlamentet.
Den bliver afholdt i Strasbourg i slutningen af marts.
Copyright-direvet har været udsat for massiv kritik, mens forhandlingerne har stået på, da reglerne gør digitale platforme som Google News, det Google-ejede YouTube, Facebook osv. ansvarlige for, at der ikke sker ophavsretslige krænkelser.
Med andre ord skal det være slut med at dele musik, artikler, videoer osv. på de pågældende platforme uden ophavsrettighedernes godkendelse.
Kritikken har blandt andet gået på, at direktivet "ødelægger internettet for altid."
Læs mere om kritikken her: Interneteksperternes mareridt er gået i opfyldelse: EU godkender omstridt direktiv, der "ødelægger internettet for altid"