Stibo-koncernens topchef gennem de seneste 14 år, Hans Olesen Damgaard, trækker sig fra posten, meddeler selskabet.
“Hans Damgaard har besluttet at stoppe som direktør og gå i gang med en bestyrelseskarriere. Han indtræder i Stibos bestyrelse som formand for strategiudvalget,” lyder det fra Stibo..
Direktøren fratræder i dag, mandag.
“Tidspunktet for et skifte er rigtigt. Virksomheden er inde i en stærk udvikling, og der er en helt naturlig afløser,” lyder det fra Hans O. Damgaard.
Han afløses af selskabets hidtidige næstkommanderende, finansdirektør Carsten Christensen.
'Står stærkere end nogensinde før'
Han har i de seneste ni år kørt tæt parløb med Hans Olesen Damgaard, og overtager altså nu tømmerne helt.
“Stibo fylder 225 år i 2019 og står både økonomisk og forretningsmæssigt stærkere end nogensinde før. Stibos alder er et meget godt bevis på, at koncernen løbende har formået at forny sig med udgangspunkt i at opfylde kundernes forventninger og behov for nye ydelser. Jeg glæder mig rigtig meget til at stå i spidsen for vores stærke ledergruppe, hvor vi sammen kan fortsætte den solide og gode udvikling,” lyder det fra 51-årige Carsten Christensen.
Hans exit kommer i kølvandet på indsættelsen af ny topchef for for hovedselskabet Stibo Systems, som i efteråret indsatte Niels Stenfeldt som ny topchef.
Han afløste her Mikael Lyngsøe, der havde været i Stibo i mere end 25 år.
Det kan du læse mere om her: Her er Stibo Systems nye direktør
Selskabets bestyrelsesformand, Peter L. Ravn, meddeler, at han 'beklager,' at Hans Damgaard har 'ønsket et skifte i sin karriere.'
"Vi skylder Hans Damgaard en stor tak for at have stået i spidsen for en øget internationalisering af vores forretning, skabt solide resultater og en transformation hos os selv og ude hos kunderne til en digital dagsorden. Jeg beklager, at Hans Damgaard har ønsket et skifte i sin karriere, men jeg er samtidig glad for, at han har sagt ja til at indtræde i bestyrelsen og have særligt fokus på vores videre strategiske udvikling," siger han.
Omsætning faldet
Den aarhusianske Stibo-koncern består af en række selskaber, herunder Stibo Systems, Stibo Graphic, Stibo Ejendomme og Stibo Complete.
Moderselskabet Stibo Holding, der rummer virksomheder med sammenlagt godt 1.000 medarbejdere, omsatte i seneste regnskabsår for 1,7 milliarder kroner og landede et overskud på knap 33,5 milliarder kroner.
Det er laveste omsætning, som koncernen har landet i de seneste fem år, mens overskuddet er på vej frem efter det hidtil værste år for koncernen i 2016/17, hvor Stibo Holding landede et overskud på 14,6 millioner kroner.
Omsætningen er siden succesåret 2015/16 faldet med 14 procent, mens overskuddet er faldet med hele 71,7 procent.
Dengang pegede Hans Olesen Damgaard på, at tilbagegangen blandt andet skyldtes skærpet konkurrence, prisfald og en række investeringer.
Det kan du læse mere om her: Stibo Systems ramt af dramatisk fald i indtjeningen: "Det er sket overraskende hurtigt og voldsomt".
Hovedårsagen er nedgang i hovedselskabet Stibo Systems, der beskæftiger små 500 medarbejdere.
Stibo Systems, der udvikler og sælger systemer til master data management, har gennemført en stor refokusering af selskabet fra den klassiske licens-model og over mod en abonnements-model, og det har ramt indtjeningen hårdt.
Stibo Systems landede i seneste regnskabsår en omsætning på 607 millioner kroner og et overskud på 31 millioner kroner.
Det svarer til en omsætningsnedgang 17,4 procent og en nedgang i overskuddet på hele 64 procent i forhold til succesåret 2015/16.
Selskabet har desuden luget ud i medarbejderstaben, idet antallet af medarbejdere fra 2016 til 2017 blev reduceret med knap 12 procent.