Monster Hunter er noget som sjældent som en dundersucces der af flere forskellige grunde aldrig har fundet et stort publikum i vesten, men alligevel gang på gang har sat salgsrekorder i Japan. Hvad der gør den slags endnu mere specielt, er at Monster Hunter-serien på sin vis også er lidt af en afstikker i hjemlandet.
Hvis spilmediet tilbage i 90’erne i høj grad handlede om hvordan europæiske og amerikanske udviklere kunne gøre de japanske kunsten efter, var Monster Hunter tilbage i 2004 nemlig på sin vis et eksempel på et spil der gjorde det omvendte.
Således lånte udvikleren Capcom nemlig lidt fra både specifikke spil og genrer der var særligt populær på disse breddegrader, men filtrerede det hele på en måde så det bliver mere spiseligt for det trofaste, japanske hjemmepublikum.
Eksempelvis bærer den grundlæggende opbygning stort præg af MMO-genren, hvilket betyder at du får nye opgaver, bliver fortalt nye historier og interagerer med tonsvis af digitale personligheder som du ville gøre hvis du begav dig online i World of Warcraft.
Men grundet at MMO-genren aldrig havde fået samme traktion hos det japanske publikum som i resten af verden, er der i Monster Hunter ikke noget samlet univers hvor alle kan mødes, og selvom det er muligt at begive sig på eventyr med andre spillere, lader det sig også gøre som solo-udforsker.
Den slags fortolkninger og blandinger er i høj grad hvad der udgør Monter Hunter som helhed, og selvom det måske ikke burde virke lige så godt som det gør, har serien aldrig været mere populær, haft større visioner og været mere klar til at indbyde hele verden til monster-jagt end i Monster Hunter World.
Baggrundshistorien er komplet ligegyldig, hvilket også kan siges for en stor del af de karakterer man møder på sin vej. Dialogen er klichéfyldt og ansigtssynkroniseringen tåkrummende dårlig fra tid til anden. Det har med stor sandsynlighed ikke været udviklerens mening, for der er lagt flere kræfter i historiefortællingen end tidligere, selvom det altså ikke ender med at gøre den store forskel.
Disse skavanker går dog heldigvis ikke ud over der hvor serien alle dage har gjort det bedst. Således handler Monster Hunter stadig om skabe sin egen figur, vælge en af 14 forskellige våbentyper, jagte monstre af kontinuerligt voksende dimensioner og udfordringer, og bruger resterne af dem til at lave nyt og bedre udstyr.
Opbygningen er simpel og set mange gange før, men det der alligevel ender med at gøre Monster Hunter til helt sit eget, er den verden Capcom har skabt og de mange, originale og afsindige monstre som lever i den. Lige netop dette har aldrig været tydeligere end i seriens seneste kapitel.
I Monster Hunter World er der således gjort mere for at gøre det hele til en stor, sammenhængende verden hvor de forskellige områder i højere grad hænger sammen, og hvor dyre- (eller monster) livet indgår som del af et økosystem.
Store monstre jagter mindre monstre, mens andre bevæger sig som flokdyr og helst undgår konfrontationer. Alle har de deres egne vaner og særligheder, hvilket bliver essentielt at vide når sværhedsgraden begynder at stige, og måden at lære dem på er ofte at betragte dem fra afstand. Den slags giver et velvirkende afbræk fra de mange kampe, og giver samtidigt det hele et taktisk element.
Læs også: Anmeldelse: I Hellblade er den største fjende skræmmende realistisk
Kampsystemet vil tage lidt tid at finde sig til rette med, hvis man ikke allerede tidligere har givet serien et forsøg. Således er store dele af det valgbare våbenarsenal udgjort af sværd, økser og hamre større end ens egen figur, hvilket betyder at denne også svinger dem ganske langsomt.
Hurtigere våben kan vælges, men selv disse kontrolleres via et kampsystem der belønner defensive spillere mere end offensive, hvilket betyder at man bliver nødt til at give sig selv tiden til at finde sig til rette med det, hvis man ønsker at få noget ud af oplevelsen.
Og det bør man gøre, for selvom Monster Hunter World stadig er fuld af dets egne finurligheder, der virker mere som glemte levn fra seriens ældste kapitler, end elementer med egentlig eksistensgrundlag, gør spillet så mange ting rigtigt at det er svært at ligge fra sig igen når man først er kommet godt i gang.
Capcom kunne sagtens have lånt flere elementer fra andre populære spiloplevelser, for at gøre det hele mere imødekommende og mere forståeligt for nye spillere, men samtidigt er det lige tilpas godt nok forklaret til at man hele tiden føler sig ansporet til at grave dybere og lære mere, selvom det ofte kræver en Google-søgning eller to.
Monster Hunter er et glimrende eksempel på at der ikke kun er en måde at lave velvirkende stortitler, for på trods af at inspirationerne er tydelige at se, formår det alligevel at være helt dets eget oplevelse.
Læs også: Anmeldelse: Vend verdenshistorien og overskrid adskillige grænser