Syv år er længe at arbejde på den samme opgave, særligt hvis du udgør hele mandskabet og derfor selv skal sørge for at holde kursen, mens du også har ansvaret for koden, grafikken, lyden og den udefinerbare magi som gør at andre også efterfølgende vil kunne sætte pris på alle de kræfter der er brugt.
Hvis man har fulgt svenske Joakim ”Konjak” Sandbergs blog siden han første gang viste et billede fra hvad der langt senere skulle blive Iconoclasts, har det i længere perioder heller ikke virket som om arbejdet på projektet har været noget han har nydt.
I de syv år det har taget ham at skrue det hele sammen, har han således fra tid til anden virket som om han helt havde droppet projektet, mens han andre gange er begyndt på andre ideer for at rense den mentale pallette.
Man må derfor håbe at solo-udvikleren kan finde glæde i at de sidste syv år ikke har været spildte, for ikke kun er Iconoclasts nu endelig klar som færdig udgivelse, det er også et herligt eventyr med sin helt egen stemme og en historie der både er velfortalt og interessant.
Indpakningen snyder en smule. Hvis man nærmest udelukkende har været vandt til at sende spil over fladskærmen som presser maskineriet til det yderste, vil man umiddelbart blev en smule overrasket over det Super Nintendo og Sega Megadrive-lignende udtryk.
Iconoclasts er således blevet vækket til live via skarpe pixels, der foruden at vække varme mindre fra gårsdagens største klassikere, også tegner en af de mest farverige og lokkende spilverdner i nyere tid. Det er muligt at grafikstilen mest af alt er valgt ud fra et praktisk udgangspunkt, men ikke desto mindre viser den svenske udvikler igen at han mestrer stilen som få andre.
Omdrejningspunktet for eventyret skal dog findes et helt andet sted. Den kvindelige hovedperson, Robin, er ikke som hovedpersoner er flest. Tabet af hendes far, den eneste person der tilsyneladende rigtigt forstod hende, vejer tungt.
Samtidigt gøres det ikke bedre af familiens primære profession som mekanikere, ikke længere passer med en ny verdensorden der ser den slags som hekseri. Underkastelse og blind tro er vejen frem i den nye verden, og kun et par små rebel-samfund der hver især har deres eget syn på verden er hvor afstikkere som Robin kan søge tilflugt.
På nuværende tidspunkt ville det måske være nemt at tro at Iconoclasts primært var en spiloplevelse der handlede om at fortælle en historie, i stil med eksempelvis Dear Esther eller Gone Home, men det er her eventyret viser sin egen personlighed.
Den veldrejede historie og dens mange personligheder, opleves nemlig gennem et ekstremt velspillende actioneventyr, der i sin opbygning har lånt en smule fra nogle af genrens største klassikere som Metroid, Gunstar Heroes og Zelda.
Her er ligaer af forskellige fjender der skal plaffes til partikelstøv, nye evner som skal læres for at kunne betræde nye dele af områder man troede var udforsket, og et par nye våben hist og her der gør det hele lidt sjovere.
Hvis man allerede tidligere har givet sig i kast med nogle af Sandbergs ældre udgivelser, er det måske knapt så overraskende hvor godt Iconoclasts føles at spille, men alle andre der har tænkt sig at springe på her, har noget helt særligt i vente.
Kontrollen er knivskarp på en sådanne måde at man aldrig med god samvittighed kan give spillet skylden når noget går galt. Hver af de forskellige våben eller evner, er tunet til perfektion er en fryd at bruge. Og selv de mange eksplosioner og grafisk bombastiske udtryk, rammer plet på en måde hvor det hele bare føles helt rigtigt.
Bedst demonstreres alt dette i de mange bosskampe, hvor særligt store og udspekulerede fjender, gør deres bedste for at frarøve Robin hendes livsenergi. Hver og en udgør de et slags multilags-puslespil, hvor laserstråler, flammekastere og magiske angreb sørger for ekstra udfordring, mens man forsøger at finde deres svage punkter. I et spil der ellers ikke sparer på mindeværdige situationer, er de et højdepunkt hver gang.
Kigger man på billederne alene, vil det være nemt at dømme Iconoclasts som endnu et af de mange actioneventyr som i højere grad end at tro på dets egne kvaliteter, forsøger at spille på nostalgi og håbet om en oplevelse ligesom dem man kan huske fra Amigaen eller Super Nintendoen.
De syv års udviklingtid har dog resulteret i noget andet, noget større og noget der ikke er bange for at gå dets egne veje. Skarp action er blevet kombineret med fængende personligheder og en velfortalt historie, for til sidst at være blevet pakket ind i sprudlende pixels.
Resultatet er en velsmurt oplevelse der er lige så stærk på historiefronten som det er når fjender skal have tævet tandhjulene ud af kroppen, og lyder eller ligner Iconoclasts tilnærmelsesvist noget som du kunne blive fanget af, skylder du dig selv at give det en chance.
Læs også: [b]Anmeldelse: I Hellblade er den største fjende skræmmende realistisk[/b]