“Vi skaber værdi for kunden” har været det faste omkvæd i it-branchen de seneste par år. Men gør du reelt det - eller sælger du bare kasser, løsninger eller timer? Det er måske værd at tage et grundigt kig på.
Uanset om du overvejer et nyt tilbud til kunderne eller blot vil tage temperaturen på dine eksisterende tilbud, så er bogen Value Proposition Design en god og praktisk støtte til arbejdet.
Styrken i bogen er tilgængeligheden.
For i modsætning til de sædvanlige tykke amerikanske lærebøger er Value Proposition Design bygget op omkring grafiske fremstillinger og konkrete øvelser, som lader dig overveje dine kunder/brugere/modtageres udfordringer - og hvordan din indsats kan afhjælpe dem.
Value Proposition Design er på i alt 280 sider, men kan du leve uden alle eksemplerne, så ligger den største værdi på de første 60 sider.
Det er her, at de erfarne folk fra Strategyzer, som står bag bogen, opstiller de konkrete modeller og øvelser, som dit team og du kan anvende til at finde, analysere og visualisere brugerne, værdiskabelsen og de konkrete produkter eller løsninger.
Value Proposition Design - How to create products and serices customers want (2014) af Alex Osterwalder, Yves Pigneur, Greg Bernada og Alan Smith. Bogen koster 200 kroner og er på 280 sider.