De fleste virksomheder ønsker at opnå den størst mulige konkurrencefordel for den mindst mulige investering.
Men hos verdens største it-giganter er tankegangen helt anderledes, forklarer den amerikanske professor Scott Galloway i bogen 'The Four: The Hidden DNA of Amazon, Apple, Facebook and Google.'
Her fortæller han, at Amazons stifter Jeff Bezos i stedet stiller spørgsmålet:
”Hvad kan vi gøre, der giver os en fordel, der kræver så stor en investering, at ingen andre har råd til det.”
Det er ifølge Galloway en del af forklaringen på den særlige risikovillige DNA, der flyder i ikke bare Amazon, men også i Apple, Facebook og Google.
Han udråber dem til ”The Four Horsemen”, fordi de kort sagt er villige til at ride foran flokken og ud i det ukendte.
Fralægger sig ansvar
I bogen leverer Scott Galloway en effektiv bredside til de fire virksomheder, der ifølge ham sjældent gør verden til et bedre sted. Derimod excellerer de i at fralægge sig enhver form for socialt ansvar.
Apple gennem skattespekulation, Amazon ved at dræbe tusindvis af job i detailhandlen og erstatte dem med job, der er betydeligt dårligere og færre i antal i Amazons egne lagerfaciliteter.
Google får kritik for at bygge sit søgemaskine-monopol på andre folks indhold, mens Facebook får en på lampen for sin mangelfulde indgriben over for falske nyhedshistorier.
Facebook er ifølge Galloway i sin essens en medievirksomhed, men under dække af være en platform tillader den, at folk i stor stil deler falske nyheder og usandheder, der aldrig ville være blevet tilladt i den traditionelle medieverden.
”Forestil jer, hvis McDonalds efter at opdage at 80 procent af virksomhedens kød var falsk og gjorde folk syge, hævdede at de ikke var ansvarlige, fordi de er en ”fast-food-platform” og ikke en restaurant,” lyder den harske kommentar fra Galloway.
Udøver stor indflydelse på vores samfund
Scott Galloways bog er en fremragende introduktion til det tankesæt, der driver de giganter, som i disse år udøver en større indflydelse på vores samfund end nogen anden politisk eller kommerciel spiller er i stand til.
Har du ikke tid til at se læse bogen i denne omgang, kan du med fordel se Scott Galloways underholdende og energifyldte keynote ved DLD Konference i New York i 2016, hvor han leverede mange af de samme pointer:
The Four: The Hidden DNA of Amazon, Apple, Facebook and Google. Forlaget Penguin. Af Scott Gallow. Bogen kan købes som paperback for 169,95 på danske Saxo, mens Amazon sælger den i en Kindle-udgave for 19,93 dollar eller lige knap 120 kroner.
Læs også: Det læser Computerworld: Gamestorming - A Playbook for Innovators, Rulebreakers and Changemakers