Kunstig intelligens og machine learning er den vigtigste teknologiske tendens for virksomheder og it-markedet ikke bare i 2017, men formentlig også i mange år frem.
Der er nemlig tale om teknologier med en potentielt disruptiv effekt. Vi taler om systemer og maskiner, der lærer og tilpasser sig og er automatiserede.
Det vil betyde en helt nye måde at drive virksomheder og services på, produktudviklingen og produktionen vil blive forandret, og vores alle sammens arbejdsopgaver vil i stigende grad blive smeltet sammen med og suppleret af ikke mindst kunstig intelligens.
Det er en ny teknologisk epoke, som stadig flere virksomheder nu tager hul på.
Må gentænke forretningsmodellen
Det er dog interessant at se på, hvem der rent faktisk driver AI-projekterne i virksomhederne - og hvilke konsekvenser brugen af kunstig intelligens egentlig har.
“På overfladen kan det måske se ud til, at kunstig intelligens er endnu en teknologi, som virksomhederne vil forvente, at deres teknologi-organisationer mestrer, evaluerer og tilføjer til de eksisterende systemer - i modsætning til at lade deres forretningsledere stå i spidsen for det,” skriver Forrester Research.
Analyse- og rådgivningsfirmaet tilføjer dog samtidig, at billedet er noget mere nuanceret.
Forrester kan blandt andet konkludere, at 63 procent af de teknologi-beslutningstagere, der er 'aligned' med forretningsenhederne, er i gang med at implementere eller allerede har implementeret kunstig intelligens.
Konkret nævnes her profiler som chief data officers og chief analytics officers. De refererer ofte direkte til CEO’en.
Hvis man kun kigger på de mere traditionelle it-beslutningstagere, der hører hjemme i it-organisationen og måske ikke har en direkte reference til den øverste ledelse i virksomheden, falder det til kun 43 procent, skriver Forrester.
Det er også interessant, at der er en udbredt opfattelse blandt respondenterne af, at de forandringer, der følger med kunstig intelligens, betyder, at man er nødt til at gentænke forretningsmodellen.
Således svarer hele 59 procent faktisk, at det er en høj eller kritisk prioritet at ændre forretningsmodellen over de næste 12 måneder.
De gevinster, virksomhederne jagter med kunstig intelligens, er blandt andet produkt- og service-forbedringer (33 procent), mens barrieren for kunstig intelligens blandt andet er, at det kræver en del change management (26 procent).
Det vi kunstig intelligens betyde i de kommende år
Peter Søndergaard, executive vice president i Gartner, forklarede for nylig til Computerworld, at vi grundlæggende ikke skal forvente at se en regulær revolution med kunstig intelligens i de kommende år, men at der bestemt vil være interessante brugsscenarier og business cases.
“Vi forventer, at kunstig intelligens over de kommende år vil have mest at gøre med at tilføre yderligere værdi til de folk, vi har i dag. Det har ikke så meget at gøre med at erstatte folk.”
“Det er mere en support til at gøre virksomheden mere produktiv. Det vil sige at gøre specifikke funktioner mere produktive.”
“For det andet er det på i hvert fald kort og mellemlang sigt et spørgsmål om at identificere, hvor det er, at man vil indføre små pilotprojekter. Og også at indse, at værdien af kunstig intelligens-investeringer ikke nødvendigvis kommer hurtigt, fordi det har meget at gøre med at træne systemerne,” lød det fra Peter Søndergaard i interviewet il Computerworld.
Læs interviewet her: “Det er fjerde eller femte gang, at kunstig intelligens ligger på toppen af Gartners hype cycle"
Peter Søndergaards anbefaling om brugen af kunstig intelligens lyder:
“Start i det små og forsøg så at validere et projekt. Måske skal du også være påpasselig med at gå så langt som at engagere kunder til at begynde med - muligvis er det bedre at forsøge at benytte det internt til at supportere beslutningsfunktioner.”
Læs også:
Her er syv konkrete teknologier der kan disrupte din virksomhed