Tirsdag 24. oktober gik Apple i luften med betalingsløsningen Apple Pay her i Danmark.
Lanceringen har været længe undervejs, og interessen for Apple Pay i Danmark har da også været stor - ikke mindst blandt Computerworlds læsere.
Selvom Apple på globalt plan har masser af muskler på markedet for mobilbetalinger, er situationen en noget anden herhjemme.
Apple er nemlig kommet sent i gang med at kapre danske brugere, og selvom Danmark er lidt af et 'iPhone-land', er det langt fra givet på forhånd, at Apple kan kapre tronen i Danmark, hvad angår mobilbetalinger.
De fleste danskere har nemlig i forvejen MobilePay og/eller det mobile Dankort installeret på telefonen, og samtidig er kontaktløs kortbetaling blevet et hit.
Alligevel må man sige, at Apple overordnet set har et godt udgangspunkt med de mange iPhones, der er i brug hos de danske forbrugere.
Læs også: Indsigt: Fire vigtige detaljer om Apple Pays indtog i Danmark
Understøttes kun af to banker
Indtil videre skal man være kunde i enten Nordea eller Jyske Bank for at kunne anvende Apple Pay i Danmark.
Man skal også have et Visa-Dankort eller et Mastercard for at kunne komme i gang, og derudover understøttes Apple Pay kun på iPhone 6 eller nyere samt på Apple Watch.
Til gengæld er det en stor fordel for Apple, at Apple Pay allerede fra første dag kunne anvendes i alle butikker, der har terminaler til kontaktløse betalinger.
Hvis man vil aktivere Apple Pay, skal man gå ind i iPhonens Wallet-app og vælge tilføj “kredit- eller debitkort.”
Har du aktiveret Apple Pay?
Nordea og Jyske Bank, der altså understøtter Apple Pay, er ikke meget for at oplyse, hvordan det står til med antallet af brugere. Ifølge Jyske Bank og Nordea har interessen været ‘overvældende’, men de to banker ønsker ikke at uddybe det ret meget:
“Der er tale om mange tusinde kunder, der har aktiveret Apple Pay, men vi må ikke sige præcis hvor mange,” lød det fra Nordea i fredags.
Læs mere her: Apple lukker munden på Nordea og Jyske Bank om Apple Pay-detaljer
Vi kunne godt tænke at vide, hvordan Computerworlds læsere har taget imod Apple Pay her en uge efter lanceringen i Danmark.
Denne afstemning er nu slut. Se resultatet senere på Computerworld.
Læs også:
Indsigt: Fire vigtige detaljer om Apple Pays indtog i Danmark
Test af Apple Pay i dansk butik: "Det er seriøst smart"
Så er Apple Pay kommet til Danmark: Så mange får adgang til tjenesten i dag