Hellere lille og vågen end stor og doven.
Doven vil vicedirektør hos VMware Sanjay Poonen ikke kalde VMware, som han arbejder for, men han medgiver, at mindre virksomheder godt kan gøre ting bedre end deres større konkurrenter.
"En lille virksomhed skal være agil og innovativ. Det er sådan man slår de store drenge," siger Sanjay Poonen, der er vicedirektør hos VMware til Computerworld under et interview på årets VMworld-konference i Barcelona og fortsætter:
“Man skal være ekstremt fokuseret på kunden. De virksomheder, som vinder til sidst, har altid et enormt fokus på kunden, så mit bud er, at man skal være agil, innovativ og så have et fokus på kunden. Så kan man gøre ting, som de store virksomheder ikke kan,” siger den indiskfødte topskikkelse fra VMware.
Alle har været små
Selvom det i dag kan ligne, at nogle af verdens største tech-imperier har delt verden mellem sig, så beder Sanjay Poonen de mindre virksomheder om at huske, at det ikke altid har været sådan.
Amazon har også engang været et lille selskab, der mere eller mindre blot var en boghandel, og Apple har været ved at gå på halen i strenge tider.
Mens tid er, skal de mindre virksomheder altså huske på, at de kan bevæge sig langt hurtigere, og foretage hurtigere retningsskift.
"Der har altid været et tidspunkt, hvor en virksomhed er en lille virksomhed. Sådan var det også for VMware og Amazon. Det, der sker, når man vokser, er, at det bliver sværere at manøvrere hurtigt. Man bliver ligesom et skib. En lille virksomhed er som en speedbåd, så fordelen er, at man kan være agil og innovativ, og det skal man gøre brug af," siger Sanjay Poonen.
Hold et stramt fokus
Det teknologiske landskab er fyldt med fristelser. Overalt har en masse andre små virksomheder gang i noget ligeså fedt som din virksomhed. Måske er det endda federe. Det nytter bare ikke noget, at man begynder at ville flere ting på en gang. Det slider organisationen op og giver næppe det store udbytte.
Små virksomheder har som regel færre end 20 ansatte, og de kan altså ikke gøre særligt meget på en gang. I hvert fald ikke, hvis virksomheden skal blive god til noget som helst af det, den laver.
"Man skal passe på ikke at miste fokus eller blive skræmt af ny teknologi. Man skal passe på med at ville for meget. En lille virksomhed skal fokusere. Så lad vær med at forsøge at gøre noget, du ikke er god til," lyder rådet fra Sanjay Poonen, der har en fortid som vicedirektør hos tyske SAP.
"Hvis du er en lille virksomhed og siger, at du vil alt muligt, så siger folk da op. De bliver trætte og brænder ud. Det handler om at fokusere. Gør man det, så kan man opnå store ting også i forhold til større selskaber."