Du kan ikke lede din virksomhed, hvis du sidder bag skærmen hele dagen. Kom op af stolen og ud blandt dine medarbejdere. Resultaterne viser sig ikke med det samme, så vær tålmodig.
Sådan lyder beskeden fra Pat Gelsinger, der er topchef for VMware og derudover har 30 års erfaring fra amerikanske Intel.
I et eksklusivt interview med Computerworld deler han ud af sin erfaring og giver råd til, hvilke værktøjer der skal tages i brug, hvis man vil blive en bedre leder.
Det drejer sig i første omgang om at komme tæt på udviklingen i virksomheden. I følge den amerikanske topchef kommer man ikke langt som leder, hvis man ikke forstår, hvad virksomheden egentlig laver.
"Jeg tror ikke, man kan lede en tech-virksomhed effektivt gennem et regneark. Man er nødt til at have en fornemmelse for selve teknologien,” siger han og fortsætter:
“I en tech-virksomhed er det virkelig svært at være en effektiv leder uden at være tæt på selve teknologien. Man skal være tæt på, hvad der foregår. Kommer man for langt væk, får man for mange gode nyheder og for få rigtige nyheder.”
Hvad kan du gøre?
Til daglig leder Pat Gersinger den amerikanske megavirksomhed VMware, der blandt andet er ekspert i virtualisering. Virksomheden omsatte sidste år for mere end 460 milliarder kroner og har kunder overalt i verden. Det er derfor ikke en helt ubetydelig forretning, Gersinger til dagligt leder.
Kombineret med det faktum, at det særligt for teknologivirksomheder i dag går rigtig stærkt, gør det endnu mere vigtigt at have de berømte "hands on", selvom outlook-kalenderen er proppet som en svømmepøl under en hedebølge. Men netop det med at komme rigtig tæt på, er noget som Pat Gelsinger går meget op i. Igennem 30 år var han i forskellige stillinger hos Intel, hvor han blandt andet blev selskabets første tekniske direktør. Han har i hele sin karriere været tæt på på det tekniske, og derfor slipper han i rollen som topchef i dag heller det tekniske perspektiv. “Jeg kan godt lide at få olie på fingrene, gå i detaljen og virkelig være tilgængelig, detaljeret og engageret i vores forretning. Ikke kun på et højt plan. Jeg kan også godt lide komme i dybden med vores teams og vores produkter og kunder,” siger Pat Gelsinger.
Han mener, at det med konstant at være i kontakt med den tekniske del af virksomheden og ikke bare styre det forretningsmæssige giver en uundværlig fordel. Det kan nemlig være med til at belyse eventuelle udfordringer, der er på vej.
“Jeg holder regelmæssige møder med ingeniører, vores mange hold og de folk, der er tæt på, hvad der foregår. I sidste uge spiste jeg for eksempel middag med nogle af vores topingeniører. Det er altså folk, der virkelig ved, hvad det handler om. De lægger mærke til ting, lang tid før folk i ledelsen lægger mærke til det. Andre gange kan det også være, at jeg tager en lang snak med nogle folk, hvor vi virkelig borer os ned i et emne,” forklarer topchefen.
Hvornår ser du resultatet?
Hvis du har fået smag for at lede din virksomhed tættere på medarbejderne, skal du væbne dig med tålmodighed. I følge Pat Gersinger kan der gå noget tid, før resultaterne viser sig.
"Det tager noget tid, inden opfattelsen ændrer sig, selv om virkeligheden i virksomheden kan ændres ret hurtigt.” siger han. Det er nemlig ikke så svært at begynde at ændre kulturen i virksomheden. Det kan man på ret kort tid gøre ved at ændre en række arbejdsgange. Men vær forberedt på, at der kan gå noget tid, før omverdenen opdager det, lyder rådet. "Lad os forestille os, at vi er ledere på et højt niveau i en nordisk virksomhed og vi har ry for ikke at være så detaljeorienterede. Så begynder vi fra i morgen at bore os ned i detaljerne og arbejde på at forstå branchen på et dybere plan. Selvom vi meget hurtigt er begyndt at tage beslutinger, der ændrer, hvordan man er som virksomhed, så vil opfattelsen af, at man ikke er detaljeorienterede nok hænge ved i nogle år," siger Pat Gelsinger. Læs om årets danske CIO her: Vinder af Årets CIO 2017: Her er Danmarks bedste CIO Pat Gersinger var i sidste uge i Norden og gav i den forbindelse et eksklusivt interview til Computerworld. Hvad mener du? Har Pat Gersinger fat I noget, eller bør topchefen bare passe regnearkene og drive forretningen?