Halvdelen af kloden er i dag forbundet. Det virker naturligt at holde møder med mennesker på den anden side af kloden i realtid, teenagere bestiller uden at løfte et øjenbryn ting og sager hjem fra hele verden, og vi forventer at kunne videosamtale med vores børn, når de er på dannelsesrejse i Cambodjas jungle.
Men vi er kun halvvejs.
Sådan lyder den optimistiske besked fra topchef hos VMware Pat Gelsinger, der har givet et eksklusivt interview til Computerworld.
“I dag er halvdelen af planeten forbundet. Det betyder, at vi kun at nået halvvejs. Vi har lige så langt igen,“ siger han og fortsætter:
"Vi er et eller to år år inde i den her ti år lange cyklus. Der er stadig et stykke vej endnu."
En gylden æra på vej
De seneste år har verden for alvor set mange nye teknologier slå igennem og i høj grad også i brede dele af befolkningen.
Pat Gelsinger har foruden at være topchef for det verdensomspændende firma VMware også 30 års erfaring fra en lang karriere hos Intel. Derfor forudser Pat Gelsinger også, at verden er på vej ind i en storslået tid, når det kommer til teknologisk udvikling.
“Tech-industrien er eksplosivt spændende og i vækst, men den er også brutal og udfordrende. Jeg kan se store omvæltninger i landskabet. Teknologien er også begyndt at gribe om sig i andre industrier. I dag er det sådan, at det største transportfirma ikke har nogle biler, og den største hotelvirksomhed har ingen hotelværelser."
Hver anden klarer den ikke
Netop fordi udviklingen i øjeblikket bevæger sig enormt hastigt afsted, skal nogle af branchens største spillere være på vagt. Det mener Pat Gelsinger, der spår en indsnævring af feltet i fremtiden.
“Vi befinder os i en meget disruptionpræget tid. Jeg kan se accelererende vækst, men også konsolidering og forandring. Tag EMC, For 10 år siden var det en af dem, man betragtede som blandt de fem største tech-virksomheder. Nu er det slået sammen med Dell," siger VMware-bossen og påpeger et nordisk eksempel: “Her i Norden har I selv set dramatiske ændringer. Nokia var på toppen inden for mobiltelefoni, og nu er Nokia ikke engang i branchen længere."
Så hvad er din forudsigelse?
“Jeg tror, at halvdelen af alle de store tech-selskaber ophører med at eksistere.”
Dermed fastholder topchefen den melding, han selv gik ud med til VMwares årlige konference VMworld i 2015.
Læs mere om det her: VMwares topchef: Hver anden it-gigant er væk om 10 år
Kun en vej frem
Det kan lyde som en lidt dyster forudsigelse fra den garvede VMware-boss.
Det er derfor også på plads at afkræve profeten en forklaring og et godt råd til, hvordan virksomhederne forbereder sig på fremtiden. Det er topchefen dog ikke bleg for at give.
“Enhver virksomhed skal gøre sig klar til at blive en teknologivirksomhed og have mere fokus på teknologi. Man skal tage teknologien med i sit lederskab. Virksomhederne skal finde ud af, hvordan de tager deres nuværende forretning og flytter den i en mere teknologidrevet retning eller flytter sig ind på helt nye forretningsområder,“ siger han.
Vi er nemlig som Pat Gersinger understregede kun halvvejs i arbejdet med at få forbundet verden. Alligevel er der et marked på milliarder af kunder derude.
“Tænk over det. Halvdelen af af planeten er forbundet. Du er kun et klik væk fra 3,5 milliarder nye potentielle kunder. Det er ekstraordinært,“ siger han.
Er du enig med Pat Gelsinger? Står vi foran en ny gylden æra indenfor teknologi eller skaber fremtidens opkøb og konsolidering blot techmonopoler, der kvæler de nye spillere i markedet?