Forkert vejledning fra Statens It har efterladt Slots- og Kulturstyrelsen med forkerte mobiltelefoner, ubrugelig sikkerhedssoftware og en regning på mere end 600.000 kroner.
Miseren begyndte, da Slots- og Kulturstyrelsen i december 2015 købte ideen om den Mobile It-arbejdsplads - bedre kendt som MIA.
Systemet skulle give de ansatte sikker adgang til en række nøglefunktioner fra deres telefoner, så medarbejderne blev mere mobile og kunne arbejde sikkert.
Men efter mere end et års besvær - og ubrugelige indkøb for 607.000 kroner - trækker Slots- og Kulturstyrelsen sig ud af samarbejdet med uforrettet sag.
“Løsningen mistede forbindelsen til de bagvedliggende systemer. Vi kunne ikke læse mails eller se vores kalender alligevel. Vi oplevede typisk, at vi ikke kunne læse vedhæftede filer eller at kalender og mail holdt op med at opdatere. Vi har også oplevet, at app’en ikke kunne åbnes, eller at den simpelthen forsvandt fra telefonen," siger kontorchef i Slots- og Kulturstyrelsen, Kresten Bay, til Computerworld.
Opsigelsen af aftalen underbygges af en række interne e-mails, som Computerworld har fået aktindsigt i.
“Den service, vi var stillet i udsigt, fungerer ikke og har på nuværende tidspunkt på ingen måde tilført styrelsens forretning værdi. Dette er naturligvis ikke acceptabelt. Vi ønsker derfor på denne baggrund at indlede en forhandling med Statens It om en kontrolleret afvikling af MIA-servicen,” hedder det eksempelvis i en mail fra Kresten Bay til Statens It.
Ubrugelige telefoner
Det er Citrix, der står bag det overordnede produkt, som Statens It så har tilpasset og leveret til Slots- og Kulturstyrelsen.
Men da der skal købes ny hardware for at kunne køre systemet, begynder det at gå helt galt.
For at sikre sig, at de nye telefoner fungerer med MIA, køber styrelsen dem på baggrund af vejledning fra Statens It, der som bekendt har leveret systemet til styrelsen.
“Lige før nytår købte vi en del telefoner ud fra de kriterier, der var på det tidspunkt, hvilket indebar, at telefonerne skulle være Android 5.0 eller højere," siger Kresten Bay.
Styrelsens valgte 163 Huawei P9-telefoner og 100 Sony Z2-telefoner til en samlet værdi af 470.000 kroner. Problemet er bare, at de - på trods af vejledning fra Statens It - ikke virker sammen med MIA.
"Relativt kort tid efter blev det ændret til, at det skulle være den model, der hedder Samsung S5 eller nyere samt, at styresystemet skulle være Android 6.0 eller nyere. Det er et meget snævert kriterium for en styrelse, der har en stor portefølje af Android-telefoner. Jeg ved ikke, hvorfor det blev skærpet så meget. Det må være noget, som Statens It har snakket med leverandøren om,“ siger Kresten Bay.
Fordi specifikationerne pludselig blev ændret, stod Slots- og Kulturstyrelsen altså med 260 smartphones, der ikke fungerede sammen med det system, der var hele grunden til at købe dem.
“Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt. Jeg føler, at vi har et voksende behov for at øge beskyttelsesgraden af vores mobile enheder. Derfor havde vi også set meget frem til at tage dette system i brug," siger Kresten Bay.
...og ubrugelige licenser
Indkøb af mobiltelefonerne er ikke den eneste udgift, styrelsen har haft i forbindelse med det nye MIA-system.
Medregner man selve licenserne til systemet og support fra Statens It, som styrelsen har fået, giver det en total regning på 607.000 kroner til Slots-og Kulturstyrelsen for affæren med MIA.
Hænger på MIA
Slots- og Kulturstyrelsen er i dag gået tilbage til at bruge det system, man havde tidligere.
Det er nemlig, som det ser ud nu, den eneste mulighed Kresten Bay og resten af Slots-og Kulturstyrelsen har.
Det skyldes, at systemet er på en indkøbsaftale og derfor er det eneste, som styrelsen må indkøbe.
"Vi må bare konstatere, at i og med at jeg ikke har lov eller mulighed for at finde et alternativ, så må jeg vente på, at Statens IT og leverandøren får modnet systemet tilstrækkeligt til, at vi kan tage det i brug," siger Kresten Bay, der håber på, at der kommer positivt nyt i sagen i løbet af de kommende måneder.