Internationale it-giganter opfører i øjeblikket det ene nye datacenter efter det andet på dansk jord.
Den sønderjyske kommune Aabenraa har netop offentliggjort, at den kommer til at huse Apples andet datacenter i Danmark, og samtidig barsler Google med planer om at opføre et datacenter i Fredericia, mens Facebook er ved at opføre et datacenter i Odense.
Ifølge Peder Bank, direktør for co-location-datacenterselskabet Interxion, er der en god grund til, at it-giganterne i øjeblikket har travlt med at opføre datacentre i Europa.
“Tager vi de globale briller på, så er der et behov for at få dækket Nordeuropa med nogle store seriøse datacenter, og her har vi været dygtige til at markedsføre Danmark som et knudepunkt for Skandinavien og Nordeuropa. Her ligger Aabenraa jo vældig fint placeret til at forsyne Nordtyskland,” siger han til Computerworld
Dataforbruget er gennem de seneste år eksploderet, og som et eksempel på dette kunne mobilselskabet 3 i sidste uge fortælle, at dataforbruget på årets Roskilde Festival er steget med 30 procent sammenlignet med året før.
“I kølvandet på den tendens kommer et behov for flere og større datacentre. Hidtil har vi trukket på datacentre i USA, men nu har vi så stort et europæisk behov, at vi også har brug for flere lokale datacentre,” siger Peder Bank.
Læs også: Overblik: Her er hvad vi ved om it-giganternes danske datacenterplaner
GDPR skaber øget interesse for datacentre i EU
Han forklarer, at der af privatlivshensyn er en stigende interesse for at opbevare datacentre lokalt.
Et ønske der ifølge Peder Bank også skal ses i sammenhæng med EU’s kommende persondataforordning, GDPR, der stiller større krav til hvordan virksomhed opbevarer og beskytter kundernes data.
“Jeg vil gætte på, at GDPR er en del af forklaringen på, at vi ser, at it-giganterne har en stigende interesse for opføre datacentre inden for EU,” siger han.
Hvad er din forklaring på, at Apple har valgt at opføre to datacentre så relativt tæt på hinanden. I stedet for at samle kapaciteten på en enkelt lokation?
“Det kan handle om redundans, hvor man har en sikkerhed for, at der er stadigvæk dækning i regionen, selvom det ene datacenter skulle blive lagt ned. Jeg ved at andre operatører i samme størrelser opererer med to til tre datacentre, der er samlet i lokale ‘clusters’, hvor de ikke må være tættere på end x antal kilometer og heller ikke må være længere fra hinanden end x antal kilometer,” forklarer han.
Apple er desuden ved at opføre et europæiske datacenter ved irske by Athenry, der efter planen skal være et søster datacenter til Viborg-centeret. Men det irske datacenter risikerer at blive forsinket efter massive protester fra borgerne i lokalområdet.
Læs mere om det her:
Byggeri af Apple-datacenter i krise: Risikerer flere års forsinkelse - og måske endda aflysning
Her er historien om Googles hemmelige 'Project Earth' - og forbindelsen til Fredericia