Tidligere koncerndirektør og COO i TDC og CIO i Danske Bank, Peter Schleidt, har fået en ny dansk it-topstilling.
Det sker, efter at Peter Schleidt tidligere på året pludselig forlod jobbet som koncerndirektør i TDC Operations.
Han havde allerede dengang det nye job i hus, men det er først nu, at det bliver meldt ud, at han skal være bankdirektør i Jyske Bank med ansvar for områderne forretningskoncepter/it og forretningsservice.
"Det er produkterne og processerne og it i Jyske Bank," siger Peter Schleidt til Computerworld.
"Jyske Bank har outsourcet meget it til Bankdata og JN Data og det er så også at have ansvaret for det," forklarer han om sit nye job, som han tiltræder 1. september.
Derfor sagde han ja til Jyske Bank
Peter Schleidt kom til TDC i 2013 efter i en årrække at have været CIO i Danske Bank med ansvaret for den overordnede it-strategi. Læs mere om det jobskifte her.
Han har været medlem af Jyske Banks bestyrelse siden marts 2016 - en post han nu ikke længere skal have, når han bliver bankdirektør samme sted.
Peter Schleidt kender bankverdenen særdeles godt, da han fra 1989 til 2013 var ansat i Danske Bank som blandt andet CIO og executive vice president.
Hvad er det ved bankverdenen, der tiltaler dig?
"Nu har jeg jo været så heldig at være i bestyrelsen i Jyske Bank siden begyndelsen af sidste år, og der har jeg set en rigtig god organisation, som man har lyst til at arbejde i. Så da jeg fik tilbuddet, kunne jeg ikke sige nej."
"Det var også spændende at være i TDC, så det er overhovedet ikke sådan, at jeg har fortrudt det. Det er forskellige typer af virksomheder, så der lærte jeg nogle andre ting."
Samtidig fremhæver Peter Schleidt en vigtig forskel på de to typer af virksomheder:
"Der bliver brugt flere penge på it i en bank, end der gør i telekom. Det er ikke så sært, for en bank er jo it. Hvis man lige ser bort fra de sidste pengesedler og nogle betalingskort, så er det rent digitalt."
"Jeg har altid beskæftiget mig med at bruge it forretningsmæssigt. Det er det, der er spændende og sjovt, og det tror jeg, at jeg får alle muligheder for i Jyske Bank."
Skal matche Danske Banks it-løsninger
Samtidig håber Peter Schleidt, at han hos Jyske Bank kan være med til at give Danske Banks it-løsninger kamp til stregen.
"Specielt i de sidste år, jeg var i Danske Bank, kom vi rimeligt langt med it. Vi var først med mobilbank og iPad-bank, og vi lavede MobilePay som det sidste, inden jeg rejste."
"Danske Bank har et større budget end Jyske Bank, men det er helt klart ambitionen, at vi skal kunne følge med storebroderen i forhold til at kunne levere lige så gode løsninger."
"Det bliver spændende at se, hvordan vi kan lykkes med det," siger Peter Schleidt til Computerworld.
Peter Schleidt er 53 år og uddannet civilingeniør og HD(O).
Med det nye job kommer han både til at tilbringe nogle dage om ugen i Jyske Bank i Silkeborg og i en afdeling i Lyngby.
Det præcise antal folk, han får ansvaret for, kendes endnu ikke. Hos TDC stod Peter Schleidt i spidsen for en organisation med omkring 3.500 medarbejdere.
Læs også:
TDC-topchef stopper med øjeblikkelig virkning - afløseren er allerede fundet