Artikel top billede

(Foto: Uffe WengFotojournalist Uffe WengPhotojournalist Uffe Wengwww.uffeweng.dkGunløgsgade 33, 2. tv.2300 København S.Danmark / Uffe Weng)

TDC-topchef stopper med øjeblikkelig virkning - afløseren er allerede fundet

Opdateret: Koncerndirektør og COO Peter Trier Schleidt med ansvar for TDC Operations fratræder sin stilling i TDC med øjeblikkelig virkning.

TDC's koncerndirektør og COO, Peter Trier Schleidt, der har ansvaret for TDC Operations, fratræder sin stilling i TDC med virkning fra i dag, mandag.

Det meddeler TDC.

TDC Operations er en af de største afdelinger i TDC-koncernen med flere tusinde medarbejdere.

Af samme grund har Peter Trier Schleidt spillet en helt central rolle i TDC-koncernens øverste ledelse.

Peter Trier Schleidt kom til TDC i 2013 efter i en årrække at have været CIO i Danske Bank med ansvaret for den overordnede it-strategi. Læs mere om det jobskifte her.

Nu er Peter Trier Schleidt dog fortid i TDC - og afløseren er allerede fundet:

"Bestyrelsen har besluttet ligeledes med virkning fra i dag at ansætte Andreas Pfisterer som konstitueret koncerndirektør for TDC Operations og Chief Technology and Information Officer (CTIO) samt medlem af TDC's Corporate Management Team," lyder det i en børsmeddelelse fra teleselskabet.

TDC under hårdt pres

Peter Trier Schleidts pludselige exit kommer samme dag, som TDC har meldt ud, at TDC Hosting bliver solgt til en kapitalfond.

TDC er under et massivt pres for tiden, hvilket også kom til udtryk i det årsregnskab for 2016, telekoncernen offentliggjorde fredag:

TDC-regnskab med milliard-tilbagegang: TDC har hårdt brug for vækst - ellers slår fundamentet revner

TDC-omsætningen i 2016 var faldet med 4,1 procent i forhold til året før til nu 21 milliarder kroner. Det betyder, at TDC har mistet næsten en milliard kroner i omsætning over det seneste år.

Indtjeningen (EBITDA) faldt med 10,5 procent - hvilket betyder, at også en milliard kroner er forsvundet på den post.

Fyrede selv masser af TDC-folk i sidste uge

Så sent som i sidste uge nedlagde TDC et større antal stillinger: Stor fyringsrunde i TDC: Telegiganten fyrer og nedlægger masser af stillinger

Det var Peter Trier Schleidt selv, der stod i spidsen for at gennemføre de fyringer:

"Vi har desværre måtte sige farvel til 72 gode og dygtige medarbejdere ved en overtallighedsrunde, som vi meldte ud i går onsdag den 1. februar. Derudover er der 53 frivillige fratrædelser," udtalte Peter Schleidt til Computerworld.

"Vi har behov for løbende at tilpasse os og nedbringe vores omkostningsniveau, og som vi meldte ud i starten af året i forbindelse med lanceringen af vores nye strategi frem til 2018 - 'Altid enklere og bedre', så tilpasser vi vores organisation, så den bliver mere effektiv og er bedst muligt egnet til at lykkes med de mål, som vi har sat os," lød det blandt andet fra Peter Trier Schleidt.

YouSee-nedbrud

Peter Schleidt har som koncerndirektør i TDC Operations haft en meget central - og kritisk - post i koncernen.

Det så vi blandt andet i forbindelse med det store YouSee-nedbrud nytårsaften:

Yousee-nedbrud skabte kunde-shitstorm og ramte på ekstremt uheldigt tidspunkt: Det kan det koste TDC

Det er dog uvist, om Peter Trier Schleidts afgang er en konsekvens af YouSee-nedbruddet.

I hvert fald skal man huske på, at han som øverste chef i Operations også har stået i spidsen for TDC's meget roste og prisvindende 4G-netværk.

"Vil prøve noget nyt"

TDC ønsker ikke at udtale sig om Peter Trier Schleidts pludselige exit. Teleselskabet har dog sendt følgende skriftlige citat fra Peter Trier Schleidt til Computerworld:

"Efter en række spændende år i TDC Operations er tiden nu kommet til, at jeg vil prøve noget nyt. Det har været en udviklende periode for mig, og jeg glæder mig over de mange resultater, vi har opnået og de nye afgørende initiativer, som vi har igangsat."

"TDC Group har den helt rigtige strategi og med fortsat fokus på at eksekvere den og gøre forretningen enklere og bedre, er jeg sikker på, at TDC Group er på rette vej," lyder det videre fra Peter Schleidt.

Læs også: Derfor er kriseramte TDC tvunget til masse-udsalg og fyringer: Hårde tider venter forude

Samtidigt udtaler koncernchef Pernille Erenbjerg:

"Jeg vil gerne takke Peter for hans indsats. Med Peter ved roret har vi rullet 4G-mobilnetværket ud, som betyder, at TDC Group har Danmarks bedste mobilnetværk. Vi har også fuld fart på udrulningen af gigaspeed, så vi frem mod udgangen af året kan tilbyde gigabit-hastighed til over en million husstande. Det er resultater, som vi kan være stolte af."

Ny koncerndirektør fra Tyskland

Andreas Pfisterer, der overtager styringen med TDC Operations, er 45 år og har en kandidatgrad (MSc) i Economics and Business Administration og i Computer Science. 

TDC oplyser, at han tidligere har haft stillinger som CTO/CIO i Telefónica Germany, KPN Mobile International Network, E-Plus Mobilfunk og Sunrise Communications. 

Pernille Erenbjerg udtaler skriftligt om valget af den nye koncerndirektør:

"Jeg vil gerne byde velkommen til Andreas Pfisterer. Han har en international profil, og jeg ved, at Andreas kan bidrage med sine solide erfaringer og telco kompetencer. Han kan sikre kvalitet og stabilitet og stå i spidsen for de transformationer, som er nødvendige i dag i teleindustrien."

"Andreas Pfisterer har gennem sin karriere vist, at han kan skabe markante resultater gennem et tydeligt lederskab, hvor fokus er på at sikre de bedste forhold for kunderne og at sætte de rammer, som giver medarbejderne mulighed for at yde deres bedste."

Andreas Pfisterer selv siger:

"Jeg glæder mig til at være med til at føre TDC Groups strategi ud i livet og sætte kursen for TDC Operations og den transformationsproces, der er i gang."

"Jeg ved, at vi er godt 3.000 dygtige medarbejdere i Operations, som kan skabe fremtidens TDC Group. Jeg prioriterer at få styrket vores lederteams, som skal give medarbejderne mulighed for at yde deres bedste, så vi sammen kan blive de bedste for kunderne."

Læs også:

Derfor er kriseramte TDC tvunget til masse-udsalg og fyringer: Hårde tider venter forude

Danske Banks it-direktør: Derfor skifter jeg til TDC

Stor fyringsrunde i TDC: Telegiganten fyrer og nedlægger masser af stillinger

Opbrud på tv-markedet og en latent mobil-priskrig: Her er TDC's barske 2017

Yousee-nedbrud skabte kunde-shitstorm og ramte på ekstremt uheldigt tidspunkt: Det kan det koste TDC