Hvis man er science-fiction fan og ikke overgiver sig inden for de første par timer i selskab med Prey, bør man tjekke om man stadig har en puls.
Den alternative tidslinje hvor Kennedy overlevede attentatet mod ham og efterfølgende opbyggede et stærk samarbejde med russerne, som resulterede i langt mere aggressiv og givende udforskning af rummet, er lige præcis skæv nok til at virke helt fantastisk for en oplevelse af denne type.
Første gang man således selv får lov til at tage kontrollen over hovedpersonen Morgan Yu, som både kan vælges som mand eller kvinde, er året 2032 og rammerne en majestætisk rumstation der inden længe skal vise sig at indeholde et væld af hemmeligheder, tragiske skæbner og måske vigtigst af alt: svar.
Talos 1, som rumstationen hedder, er ikke kun et imponerende eksempel på hvad supermagterne har været i stand til at præstere sammen, men også et forskningsprojekt som naturligvis har måtte lide en grum skæbne.
Mødet med den fremmede race Typhon har således ikke just været fredelig, men frem for at bruge dette som en undskyldning for at plaffe løs med lasergeværer og kaste med granater, går Prey langt mere intelligent til værks.
Typhon fjenderne kommer i adskillige forskellige størrelser og udformninger, men også med et væld af forskellige evner. Nogle kan i løbet af et splitsekund teleportere sig fra et sted til et andet, mens andre tager kontrollen over de resterende mennesker på rumstationen og hjernevasker dem til rabiate dødsdroner.
Den snedigste af dem alle er dog den såkaldte Mimic, der som navnet antyder kan kamuflere sig selv ved at ændre form til nogle af alle de gængse genstande som befinder sig over alt på den enorme rumstation. Man ved derfor sjældent hvorfor det næste angreb kommer, og den slags gør bestemt ikke stemningen mere tryg.
Havde hovedpersonen haft en fortid som elitesoldat og rumstationen været et militæranlæg, er det muligt at det ville have været nemmere at give sig i kast med at besejre de allestedsværende fjender, men sådan forholder det sig ikke i Prey.
Læs også: Anmeldelse: Switch-versionen af Mario Kart byder på få nyheder, men er stadig fantastisk
Ammunitionen er således sparsom, og det uanset om man snakker om det fåtal af pistol og geværer der kan findes, eller det i stedet er de mere kreative værktøjer som Gloo-geværet, der kan bruges til at fastklistre fjender i et par sekunder af gangen.
Heldigvis findes der maskiner på rumstationen der kan forvandle mange af de forskellige objekter man finder på sin vej, til materialer der sidenhen kan bruges til at printe ting som våben, forsyninger eller andre opgraderinger.
Det er et lidt løjerligt system som mest af alt virker som udviklerens løsning på at holde spilleren evigt hungrende efter ressourcer, i håb om at man derfor vælger at gøre brug af nogle af de lidt mere kreative løsninger på de mange udfordringer.
Og netop løsningerne på de mange situationer er der mange af, hvilket ikke burde komme som nogen overraskelse udvikleren, Arkane Studios, også har stået for tiblivelsen af den roste Dishonored-serie der ligeledes opfodrer og belønner kreativ udnyttelse af omgivelser og evner.
Med intelligent fordeling af de evnepoints som man langsomt sparer op, er det således muligt at udvide sine evner inden for alt fra hacking til våben-kompetencer og absorbering af fjendernes unikke evner, hvilket eksempelvis åbner op for at man også selv kan forvandle sig til nogle af de mange hverdags objekter.
Bedst er dog at de fleste af evnerne kan bruges til at klare udfordringerne på forskellige vis, hvad enten man foretrækker at bruge aftrækkerfingeren eller hjernen.
Balancen mellem action, snigeri og snilde er dog desværre hvor de største problemer i Prey opstår, og spillet formår ganske enkelt ikke at tøjle dem hver især lige så godt som de titler der tydeligt har fungeret som dets inspiration.
Læs også: Anmeldelse: Battlefield 1 er en hæsblæsende skildring af 1. Verdenskrig
I den første halvdel af historien føler man sig således konstant ressource-udhungret, hvilket betyder at hver patron, redningspakke og evnepoint skal overvejes før den bruges. Det havde ikke nødvendigvis gjort noget hvis de resterende muligheder havde fungeret bedre, men hacking er kun en mulighed nogen gange, mens sniger-delen af Prey ganske simpelt ikke fungerer særlig godt.
Det hele ændrer sig først rigtigt til det bedre, når man har fået adgang til nogle af de sjovere evner og våben. Her begynder det hele i stedet at smage af den science-fiction variant af Dishonored, som man kunne have håbet det ville fra starten, hvor kreativiteten er i højsædet og begrænsningerne er få.
At Prey ikke lykkedes ligeså godt hele vejen igennem som inspirationskilderne Bioshock og System Shock, er virkelig ærgerlig for alle komponenterne er der.
Rum-gyser stemningen sidder lige i skabet fra starten, historien er stærk, Typhon-fjenderne er som taget ud af gårsdagens bedste science-fiction film, og Talos 1 er både smuk og enormt indbydende på sin egen grufulde vis.
Desværre virker det ikke som om oplevelsen helt ved hvor den spilmæssigt skal satse kræfterne, og man skal derfor være villig til at kæmpe sig igennem den første halvdel af spillet, for virkelig at opleve Prey fra sin bedste side. Gør man det vil man blive mødt af en til tider overvældende oplevelse med et imponerende antal detaljer og muligheder.
Læs også: Anmeldelse af Mass Effect Andromeda: Kringlet start på stort opsat rum-opera