At tage en flyvetur i Anthem er en af den slags spiloplevelser som på det nærmeste kan tage pusten fra en. Vandfald, ruiner, rester af forgangene civilisationer, bastioner af forskellige størrelser og gemte huler der blot venter på at blive udforsket, tegner tilsammen en verden så grafisk smuk at den er svær at blive træt af – også når man spænder raketstøvlerne på for tredivte gang.
Heldigvis får man mere en nok grund til at besøge hvert et hjørne af den smukke verden, for opgaver er der nok af for en Freelancer med eventyrlyst og hjertet på det rette sted. I Anthems verden er Freelancere således en blanding af piloter og soldater, der kan betjene de såkaldte Javelins – en slags Iron Man-lignende robotdragter i forskellige størrelser.
Hjemstavnen hedder Fort Tarsis og det er her de forskellige historietråde bindes sammen, samtidigt med at man introduceres for et stort karaktergalleri, der alle har deres egne motivationer og ofte også står klar med en mission eller to.
Hvis beskrivelsen af oplevelsen føles en smule direkte, er det fordi at Anthem særligt fra starten, har den samme tilgang. Her er ikke tid til sniksnak, og i stedet smides man pokkers hurtigt ud i en dramatisk kamp der historiemæssigt sætter det hele på plads. Ligeledes bliver man også hurtigt sat ind i de forskellige evner, samt hvordan man bedst tager kontrol over sin Javelin.
Og her er der god chance for at man bliver en smule forårs-forelsket hvis man har en science fiction- eller superheltefan i maven, for de fire forskellige Javelins er hver især fabelagtigt. De repræsenterer hver en karaktertype, hvilket eksempelvis betyder at en er bedre defensivt og kan tage imod mere skade, mens en anden kan uddele massiv skade på kort tid, men lettere lader sig slå ud.
Mest af alt er det dog animationen af dem og kontrollen over dem, der gør dem så uimodståelige. De har således alle vægt, uden at de mister evnen til at bevæge sig og så er de alle godt grundet i spillets verden. Prikken over i’et er dog når man bruger deres raketmotorer til at sende dem mod skyerne, og at flyve i Anthem føles så godt at det bliver svært fremover at nyde et spil i genren, hvor man ikke har samme mulighed for bevægelse.
Anthem ser rigtig gerne at du nyder det sammen med op til tre andre spillere ad gangen, også selvom du ikke nødvendigvis kender dem. Man bliver hele tiden mindet om fordelene ved at spille sammen, ikke mindst at chancen for at det nye udstyr man får efter hver mission er gennemført, eller som besejrede fjender engang imellem taber, har en større sandsynlighed for at være godt.
Kigger man lidt dybere under overfladen, er det dog nok i højere grad håbet om at man knytter bånd med sit hold og derfor har større lyst til at vende tilbage, der gør at man så aktivt bliver mindet om positiverne ved holdarbejde. Planen for spillets fremtid er at der er masser at vende tilbage for, for ligesom The Division og Destiny, er også Anthem en såkaldt ”game as a service”-oplevelse, som er i konstant udvikling, og efter planen hele tiden skal have nyheder klar til de der vender tilbage.
Men her begynder der at vise sig nogle alvorlige problemer. Som en online oplevelse føles Anthem således ved sin lancering hult, for afvekslingen mellem missionerne, variationen i det udstyr man finder og udnyttelsen af spilverdenen lader meget tilbage at ønske.
Med en interessant science fiction-verden som baggrund, skulle man tro at friheden til at lave missioner der spreder sig over mere ordinære opgaver end at skulle skyde et bestemt antal fjender, eller hente et par dingenoter havde været der, men missionerne er nærmest alle udmagret for kreativitet.
Bedre bliver det ikke af at belønningerne sjældent synes besværet værd. Som en såkaldt ”looter shooter”, altså et skydespil hvor fjenderne taber magisk udstyr ligesom i Diablo eller Borderlands, er de mange nye våben og opgraderinger som man finder, alt for ofte kedelige og ubetydelige.
Sidstnævnte problem udpensles yderligere ved at man under en mission ikke har mulighed for at tjekke hvad man har samlet op af nye ting, eller for den sagsskyld bruge det. Det skal man i stedet igennem en væld af forskellige og meget langsommelige menuer for at gøre, og først når missionen er gennemført.
Og så er der de tekniske problemer. Anthem afvikles med den Frostbite-teknologi, som også agerer teknisk rygrad for Battlefield-serien, og som fra tid til anden har vist sig i stand til at byde på noget nær den flotteste grafik der på nuværende tidspunkt kan tvinges ud af moderne PC’er. Det gør sig også gældende i Anthem der er afsindigt smukt, hvilket dog desværre har medført den bagside at billedhastigheden alt for ofte taber pusten, hvis ikke man er villig til at skrue ned for detaljegraden.
Se også: Hitman 2 anmeldelse: En problematisk fortid spænder ikke ben for elegante snigmordere
På den tekniske front tvinges man også til at lære om tålmodighed, for Anthem er afsindigt glad for at sætte det hele på pause når nye scener skal indlæses. Særligt mærkbart er det hvis man ønsker at kigge eller bruge sit nye udstyr, hvor et væld af menuer betyder at man ofte må vente op til tre, fire minutter for blot at prøve det gevær man lige samlede op – også selvom det hele er installeret på en SSD-harddisk.
Med store positiver og negativer er Anthem en underlig størrelse. I de tilfælde hvor andre udviklere tidligere har fejlet med så store satsninger i samme genre som her, har det ofte været fordi de ikke har haft styr på de små, men essentielle detaljer: kontrollen har ikke været skarp nok, dybden har manglet eller karaktergalleriet har virket fladt.
Sådan er det ikke i Anthem hvor karaktergalleriet er overraskende fængende, og kampene er intense og kontrollerbare på en måde så man føler sig mere som end superhelt, end i langt størstedelen af de spiloplevelser der før har forsøgt det samme.
Til gengæld er det mange af de helt åbenlyse elementer der fejler: teknikken halter noget så gevaldigt, belønningerne er ofte kedelige og variationen i de mange missioner er håbløst ringe.
Potentialet i Anthem er enormt, og som en online-oplevelse i konstant udvikling håber jeg virkelig meget på, at udvikleren bliver givet tiden til ikke kun at rette op på de nuværende mangler, men også fylde på med langt mere indhold og forbedringer.
I dets nuværende form er Anthem mest for de største fans af genren, mens andre der ikke har samme tålmodighed til at vente på at det hele forhåbentligt bliver bedre i fremtiden, kan finde andre, stærkere bud på genren at bruge deres tid på.
Læs også: Anmeldelse: Mystiske monstre frygter også geværer og spredehagl