Den danske stifter af regnskabsprogrammet E-conomic, Jacob Wandt, vil nu erobre markedet for lønsystemer.
Den danske iværksætter valgte tidligere på året at træde ind som partner- og medstifter i det danske løn-firma Zenegy, der sidste år blev grundlagt af den tidligere forretningsdirektør i E-conomic, Jes Tækker Stemann Brinch.
Men dermed kaster Jacob Wandt sig også ud i et bemærkelsesværdigt opgør mod den virksomhed, som han selv stiftede.
Læs også: Jacob Wandt solgte e-conomic for 761 millioner kroner - nu er han æbleavler i Frankrig
For Zenegys største konkurrent er Bluegarden, der har den tidligere E-conomic-dirketør Mogens Elsberg som administrerende direktør.
Og tidligere på året blev blev Bluegarden opkøbt af norske Visma, der i dag også ejer E-conomic og i dag hedder Visma E-conomic.
Vismas opkøb af Bluegarden mangler dog stadigvæk endeligt at blive godkendt af Konkurrencestyrelsen, men det ventes at styrelsen senest til sommer vil være klar med en afgørelse.
"Det er selvfølgelig en pudsig situation, at vi nu står overfor hinanden som konkurrenter. Det var ikke noget, som vi havde set komme, da Zenegy blev stiftet. For jeg følger jo stadigvæk E-conomic og jeg føler stadigvæk en stolthed for virksomheden. Men det er klart, at E-conomic-tiden også kommer mere og mere på afstand. Det var ét kapitel, og nu er jeg startet på et nyt med Zenegy," siger han.
Visma har gennem de seneste år opkøbt mange danske økonomi- og regnskabssystemer, og virksomheden gentager ofte, at den fortsat er på udkig efter nye opkøbsemner. Er et salg til Visma også en exit-strategi, som I har for øje?
"Nej, det er det ikke. Det er det simpelthen ikke. Vi kaster os ud i det her projekt, fordi vi mener, at markedet for lønsystemer har stået stille gennem en årrække. Derfor er der brug for alternativer til de andre spillere på markedet. Jeg vil ikke 'disse' vores konkurrenter, men jeg tror, at det er sundt for markedet, at der er alternativer til Visma."
Læs også: Visma klar til endnu flere danske opkøb efter køb af Bluegarden: "Vi har kig på andre selskaber og har store midler til rådighed"
Nu siger du ganske vist, at du ikke vil 'disse' jeres konkurrenter. Men du siger samtidig, at det er sundt for markedet, at der er konkurrenter til Visma. Kan jeg dermed så også konkludere, at du mener, at Visma har en usund position på markedet for økonomi- og regnskabssystemer?
"Der er jo en grund til, at opkøbet af Bluegarden skal godkendes af Konkurrencestyrelsen. Men nej, jeg mener ikke, at Vismas køb af Bluegaarden er usundt for markedet. Jeg mener dog, at det vil være usundt, hvis Visma helt støvsuger markedet for konkurrenter," siger han.
Zenegy gik i luften for knap tre måneder siden, og ifølge Jacob Wandt har virksomheden i dag mere end 500 kunder.