ComputerViews: En stribe danske it-virksomheder - heriblandt Netcompany, Nianet, Targit, Global Connect, Prodata Consult og Columbus - har i de seneste uger offentliggjort rekord-regnskaber, hvor både omsætningen og indtjeningen buldrer i vejret.
Selvom der naturligvis altid er undtagelser til regler, er der en klar tendens til, at danske it-virksomheder har gyldne tider i regnskabsmæssig forstand.
Lad os lige zoome ind på resultaterne hos nogle af de nævnte selskaber:
Netcompany omsatte i 2016 for 900 millioner kroner. Det er den hidtil højeste omsætning i selskabets historie og en stigning på 18,5 procent på et enkelt år.
Netcompanys driftsresultat landede i 2016 på 210 millioner kroner mod 207 millioner året før. Det er dermed også det bedste resultat i Netcompanys historie. Læs mere om det her.
Columbus' omsætning steg i 2016 med seks procent, mens indtjeningen (EBITDA) buldrede i vejret med hele 37 procent til 144 millioner kroner.
Nianet fik i 2016 også sit hidtil bedste årsregnskab med markant vækst på alle parametre.
Driftsresultatet steg eksempelvis med 44 procent i forhold til året før til nu 101 millioner kroner. Læs mere om Nianets regnskab her.
De vilde vækstrater i regnskaberne kommer ikke ud af det blå, for den danske it-branche har i øjeblikket en solid medvind. Især tre faktorer er afgørende for de flotte regnskaber, som mange it-selskaber i øjeblikket kan præsentere.
1) Alle vil nu have it og digitalisering
It og digitalisering har aldrig før været så højt på agendaen i danske virksomheder og offentlige institutioner.
Vigtigheden af flere og bedre digitale produkter og services er en erkendelse på tværs af alle partier på Christiansborg, i alle erhvervsorganisationerne og i selv den mest støvede bestyrelse.
Digital transformation og disruption er nogle af de mest brugte (og misbrugte) begreber i de senere år - og tænker vi ikke bare på i it-branchen, men i Danmark og verden i det hele taget.
Det er med andre ord et helt fantastiske udgangspunkt, man har som it-virksomhed i dag.
Man skal ikke ikke længere overbevise omverdenen om, at it er vejen frem - den erkendelse er de fleste nået frem til på egen hånd.
I stedet handler det om at blive endnu skarpere end it-konkurrenterne ved at optimere og innovere. Dem, der formår det, har adgang til et sultent marked med masser af vækst-muligheder, hvilket også ses i de regnskaber, virksomhederne spytter ud.
2) Dansk økonomi i opsving
En anden vigtig årsag til væksten hos it-selskaberne er, at det det generelt går markant bedre med den danske økonomi.
Når der er vækst, er der også flere penge til at investere - og hvad er mere oplagt end investeringer i it og digitalisering?
Det er nemlig ikke kun i it-branchen, at opsvinget er til at mærke, selvom det nok er mere markant i it-branchen end i samfundet generelt.
Danmarks Nationalbank har netop offentliggjort en ny analyse af dansk økonomi. Her kan man læse, at "Dansk økonomi er inde i et balanceret opsving og bevæger sig ind i en moderat højkonjunktur."
"Væksten i BNP ventes at stige til 1,6 procent i 2017 fra 1,1 procent året før," lyder det fra Danmarks Nationalbank, der dog samtidig tilføjer:
"Vækstudsigterne kan blive påvirket, hvis der opstår et kraftigt pres på arbejdsmarkedet og af udviklingen i den internationale økonomi, herunder finanspolitikken i USA."
3) It-virksomhederne er trimmede og skarpe
Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt at bemærke, at mange af it-virksomhederne i regnskaberne ikke kun kan præstere en flot vækst i omsætningen - men bestemt også på bundlinjen.
Resultaterne er blandt andet så positive, fordi virksomhederne har fundet en god balance mellem indtægter og udgifter.
Den økonomiske krise, der prægede mange it-virksomheder og erhvervslivet generelt for nogle år tilbage, nødvendiggjorde et klart fokus på de mulige omkostningsreduceringer og effektiviseringer.
Mange it-virksomheder har gentænkt processer og forretningsmodeller. Alt er blevet vendt og drejet, så virksomheden nu fremstår langt mere trimmet og skarp.
Når så væksten i markedet og efterspørgslen på it-produkterne for altså tager fart - som vi ser det nu - er der udsigt til ren bundlinje-fest.
Flere års fremgang for it-virksomhederne
Den seneste bølge af meget positive regnskaber fra danske it-virksomheder er langt fra de eneste tegn på, at det bevæger sig i den helt rigtige retning med it-branchens økonomi.
I de seneste to udgaver af Computerworlds store Top 100-undersøgelse, hvor vi gennemgår regnskaberne fra 400-500 danske it-virksomheder, har fremgangen været tydelig.
I 2016-udgaven af Top 100 gennemgik vi 482 danske it- og televirksomheders seneste to årsregnskaber.
Læs også: Kæmpe-analyse af 482 danske it-virksomheders resultater: Sådan klarer de danske selskaber sig
Vi kunne blandt andet se, at hvor der i de forrige årsregnskaber var 91 af 482 virksomheder, der kørte med underskud, så var det i de seneste årsregnskaber faldet til 82 virksomheder med negative resultater.
Hvor selskaberne med underskud i de forrige årsregnskaber tabte i alt 3,6 milliarder kroner, så var det i de seneste regnskaber faldet til et samlet underskud på 1,7 milliarder kroner.
Fremgangen kunne også ses tydeligt i selskabernes resultater før skat.
Her landede de 482 virksomheder i de forrige årsregnskaber samlet set seks milliarder kroner i overskud. Det var nu steget med et par hundrede millioner til i alt 6,2 milliarder kroner, kunne vi konklusere i Top 100-undersøgelsen. Læs mere om det
her.
Siden da er der kun kommet endnu mere fart på den danske økonomi, og vi ser i disse uger klare indikationer på, hvor godt de går for en række af de førende danske it-virksomheder.
Rekord-regnskaberne vil formentlig fortsætte med at strømme ind.
Læs også:
Dansk fiberkæmpe klar med rekord-regnskab: Skovler kunder og penge ind
Succesfolkene fra Unity Technology og Sitecore: Mangel på it-folk skader Danmark
Kæmpe-analyse af 482 danske it-virksomheders resultater: Sådan klarer de danske selskaber sig