Det danske fiberselskab Nianet realiserede i 2016 det bedste resultat nogensinde.
Der er massiv fremgang på alle vigtige parametre, fremgår det af det netop offentliggjorte årsregnskab for 2016 fra Nianet.
Nianets omsætning steg i 2016 til næsten 345 millioner kroner fra 297 millioner i 2015.
Går vi tilbage til 2012, lød omsætningen på knap 192 millioner kroner, så virksomheden er vokset voldsomt over de seneste år.
Skovler penge ind
Og det er er ikke kun Nianets omsætning, der vokser.
EBITDA-resultatet steg med 44 procent i forhold til året før til nu 101 millioner kroner.
Driftsresultatet i det nye regnskab er samtidig mere end fordoblet i forhold til året før, så det nu ligger på 34 millioner kroner.
Læs også: Så mange danskere har fået fiber-bredbånd i de seneste 10 år
Det afspejler sig også i årets resultat efter skat, der lander på et plus på 18,5 millioner kroner.
I 2015 lød resultatet på 7,4 millioner kroner, og året før var det på 4,4 millioner kroner.
Masser af nye fiber-kunder
Det er med andre ord et meget stærkt regnskab, Nianet kan præsentere for 2016, og det er der en god forklaring på:
"Fremgangen skyldes markant kundefremgang på mere end 50 procent i forhold til året før og en meget effektiv drift," skriver Nianets administrerende direktør, Rasmus Helmich.
"Flere og flere kunder kommer til os, fordi vi leverer et produkt og en service, der er enkel, stabil og meget konkurrencedygtig."
"Samtidig er vores forretning ekstremt skalérbar, så vi kan dække behovet for hele paletten af virksomheder i Danmark fra de mindre til de største," forklarer Rasmus Helmich i en pressemeddelelse, der er udsendt i forbindelse med årsregnskabet.
Læs også: Efter heftige milliard-investeringer: Nu er der opbrud i den danske fiberbranche
Selskabet peger på, at det er flere års investeringer i at udbygge egen fiberinfrastruktur og egne datacentre, der nu giver pote.
"Markedet tager godt imod vores investeringer, der giver vores kunder adgang til ny teknologi og høje hastigheder til attraktive priser," lyder det fra Rasmus Helmich, der forventer fortsat vækst i 2017.
Flere store kontrakter varsler mere vækst
De positive forventninger til fremtiden begrundes blandt andet med, at Nianet for nylig landede en stor ordre, der betyder, at selskabet skal levere fibernet til minimum 1.050 Coop butikker i Danmark.
Aftalen har en værdi af 65 millioner kroner over de næste fem år, oplyses det.
Nianet, der blev stiftet i 2003, har en ejerkreds, der består af 14 energiselskaber fordelt over hele Danmark.
Nianet har af flere omgange vundet kontrakten med at levere dataforbindelser til statsejede institutioner - den nuværende konkrakt løber frem til 2020.
Nianet havde i 2016 i gennemsnit 145 fuldtidsansatte, fremgår det af regnskabet.
Læs også:
Efter heftige milliard-investeringer: Nu er der opbrud i den danske fiberbranche
Investerer syv milliarder kroner i fiberbredbånd i Danmark: Nu rammer SE fiberkunde nummer 100.000
Så mange danskere har fået fiber-bredbånd i de seneste 10 år
Nye bredbåndsløsninger buldrer frem: Trådløst 5G kan snart levere det samme som fiber