Omsætning og indtjening falder voldsomt hos den nordjyske mobiludvikler RTX Telecom, der i de første seks måneder af regnskabsåret tabte 13 millioner kroner.
Nordjyderne tjente i samme periode året før 1,2 millioner kroner, så tilbagegangen er til at tage og føle på.
Nedturen begyndte allerede sidste år, hvor selskabet kom ud med røde tal på bundlinjen - 3,5 millioner kroner - mod et overskud året før på 18 millioner kroner.
Dengang forklarede selskabet nedgangen med den generelle afmatning i telemarkedet og en omlægning af selskabets forretningsmodel.
Omsætning falder 24 procent
Omsætningen raslede i den første halvdel af regnskabsåret ned fra 95,4 millioner kroner til 72,9 millioner kroner, hvilket svarer til et fald på 24 procent.
RTX forklarer fortsat omsætningsfaldet med, at markedet fortsat er præget af intensiv konkurrence, men understreger også at tilbagegangen skal tages lidt med forbehold, da selskabet har investeret mange penge i udvikling og markedsføring i perioden.
For hele regnskabsåret forventer selskabet fortsat en omsætning på mellem 170 og 190 millioner kroner, mens resultatet før finansielle poster ventes at blive et minus på 20 millioner kroner.