Nyhederne
Vektorgrafikprogrammer hører til i de professionelle grafiske miljøer, og her har Illustrator fra Adobe siddet på markedet i mange år. Men oprindeligt var der meget begejstring for Macromedia Freehand i Macintosh-miljøet, og de to programmer har da også ligget side om side med hensyn til funktionalitet.
Tidligere har Illustrator ikke adresseret webgrafikernes marked, på samme måde som Freehand, men det blev der ændret på i version 9. Faktisk ligner de to programmer hinanden slående, både hvad angår funktioner og brugerflade.
Ingen rystende nyheder
Der er da heller ingen rystende nyheder i Freehand 10. Blandt nyhederne kan nævnes:
- Macromedia standard brugerflade
Brugerfladen og menuer ligner nu til forveksling de andre Macromedia programmer, som jo til forveksling ligner Adobes. Faktisk så meget, at Adobe har lagt sag an imod Macromedia. For os slutbrugere er der kun grund til at klappe i hænderne. Adobes palette-baserede grænseflade er langt den bedste, så jo flere plagiater, jo bedre.Macromedias brugergrænseflade er dog ikke helt så lækker som Illustrators, og det kan have en betydning blandt det æstetisk kræsne grafiker-brugerpublikum.
- Library-funktion
Som i de andre Macromedia-programmer er der nu Library-funktioner. Library-funktionen er meget velegnet i programmer, der manipulerer objekter med mange egenskaber, men det er spørgsmålet, om det kan integreres på fornuftig vis i en grafikers arbejdsproces. - Test af Flash-animationer
Med funktionen Release to Layers kan Flash-animationer nu testes uden at skulle forlade programmet. Ligesom med Illustrators tilsvarende funktion, er det dog svært at se den store anvendelighed. Mon ikke de fleste vil foretrække at arbejde direkte i Flash, i stedet for at benytte denne noget begrænsede mulighed. - Bezier-kurver som i Illustrator
Macromedia har her underlagt sig konkurrenten og implementeret et penne-værktøj, som opfører sig som det kendes fra Adobes programmer.
Bezier-værktøjer som i Illustrator. - Tegne med billeder
Som det kendes fra CorelDraw, kan man tegne med billeder langs en kurve. Ganske underholdende. - Master-sider
Det er nu muligt at definere master-sider, som det kendes fra desktop publishing-programmer. Det er dog ikke lige til at se den store anvendelighed i forbindelse med illustrationsprogrammer, hvor man - som navnet antyder - jo som oftest arbejder med en enkelt illustration ad gangen.
Kalif eller ej?
Kalif eller ej?
Freehand 10 er et glimrende program til de professionelle illustratorer med alle de funktioner og den grad af brugervenlighed, som man med rette kan forvente af et program rettet imod dette marked.
Freehand 10 tilbyder stort set de samme funktioner som Illustrator 9 - det er ikke lige til at se de store forskelle. På et punkt faldt den testede betaversion igennem over for konkurrenten. Ved visning i anti-alias tager det et lille øjeblik for programmet at genoptegne illustrationen, og det er faktisk lidt irriterende.
Om man foretrækker det ene eller andet program, er et spørgsmål om temperament. Udover den standardiserede brugerflade, er der egentlig ikke noget i programmet, der gør det mere anvendeligt i forbindelse med andre Macromedia produkter som Flash, Director og Dreamweaver, end andre producenters vektorprogrammer.
Macromedia Freehand 10
Pris: 399 dollar.
Opgradering fra tidligere versioner: 129 dollar.
Windows-versione er på gaden nu, og Mac-versioner til både OS X og tidligere skulle være parat i løbet af maj.
Produktet er venligst udlånt af Supply Services A/S.