Computerviews: I den kommende tid kan der komme til at ske interessante ting på det danske marked for mobilbetalinger, der indtil nu har været domineret af Danske Banks MobilePay.
MobilePay opnåede sin dominans, da tjenesten i 2013 blev lanceret som en rendyrket person-til-person-betalings-app, og det var på denne baggrund, at Danske Bank i løbet af relativ kort tid fik millioner af danskere til at bruge appen.
Men i dag kan MobilePay bruges til meget mere end blot at overføre beløb til dine venner.
MobilePays tre millioner brugere kan også anvende appen til at foretage indkøb i intet mindre end 32.500 danske butikker, hvoraf de 28.000 er fysiske butikker.
Og det er netop på denne arena, at vi kan komme til at se en interessant udvikling.
Kæmper heroisk kamp
For Danske Bank er godt i gang med at overføre MobilePays dominans på person-til-person-betalinger til mobilbetalinger i butikkerne, mens de resterende danske banker kæmper for at komme ind i betalingskampen med deres konkurrende app, Swipp, der dog endnu ikke har vist sig at være konkurrencedygtig.
Ender bankerne bag Swipp (Nordea, Jyske Bank Nykredit, Spar Nord Bank, Sydbank, Arbejdernes Landsbank samt brancheorganisationen Lokale Pengeinstitutter) med at give fortabt i kampen mod MobilePay, kan de stå i en situation, hvor de enten må affinde sig med Danske Banks dominans eller må alliere sig med en ny og stærk partner.
Denne nye stærke partner kan meget vel blive Apple eller Samsung, der i øjeblikket forsøger at komme ind på det europæiske marked med deres respektive løsninger, Apple Pay og Samsung Pay.
Indtil videre lader de to smartphone-giganter dog til at have problemer med at få de europæiske banker om bord.
Eksempelvis er Storbritannien, Frankrig og Schweiz de eneste europæiske lande, hvor Apple Pay har gjort sit indtog, mens Samsung Pay kun er tilstede i Spanien og senere på året ventes at komme til Storbritannien.
Prispolitik er afgørende
Den danske ekspert i betalingsløsninger Henning N. Jensen, der i 1980'erne spillede en nøglerolle i lanceringen af Dankortet og i dag er seniorkonsulent i rådgivningvirksomheden PlusCon, vurderer, at en del forklaringen på den langsomme udruling af Apple Pay skyldes, at den amerikanske it-gigants prispolitik får bankerne til at stejle.
"Jeg mener ikke, at det er sandsynligt at nogen af de danske banker vil være interesserede i at indgå et samarbejde med Apple på de nuværende betingelser," siger han til Computerworld.
I en artikel i Børsen har Nathalie Oestmann, der er europæisk chef for Samsung Pay, ligeledes bekræftet, at udbredelse står og falder med velviljen hos bankerne og betalingsformidlere som Nets.
"Tro mig, vi taler med hele økosystemet i alle de europæiske lande. For hvis ikke bankerne og betalingsformidlerne vil samarbejde, kan vi ikke få vores produkt i luften. Så vi har været i Danmark og talt med folk, men der er ikke en dato endnu," sagde hun til Børsen tidligere på året.
Valg af sengepartner kræver forsigtighed
Tiden arbejder dog for Apple Pay og Samsung Pay. Især hvis MobilePays dominans på det danske marked for mobilbetalinger fortsætter.
I den situation er det ikke svært at forestille, at især bankerne bag Swipp bliver mere og mere fristet af Samsungs og Apples tilbud, når de fra sidelinjen kan se til, mens MobilePay bliver mere og mere dominerende på markedet for mobilbetalinger i butikkerne.
Men som en kilde fra bankverdenen sagde til Computerworld, da vi tidligere på året præsenterede vedkommende for scenariet: "Det er slet ikke urealistisk, men man skal passe på med, hvem man vælger at dele seng med."