Mange iPhone-brugere over hele verden oplever, at deres telefoner bliver spærret, hvis de har fået udskiftet telefonens fingeraftrykslæser.
Problemet er kendt som "fejl 53".
1) Jeg har aldrig hørt om "fejl 53." Forklar mig lige, hvad det går ud på...
"Fejl 53" er navnet på en fejlmeddelelse, som iPhone-brugerne møder, hvis de har udskiftet fingeraftryksskanneren, Touch ID, på deres iPhone.
Det store problem er dog, at det er mere end bare en uskyldig fejlmeddelelse. Fejl 53 spærrer din telefon, så den bagefter er umulig at starte igen.
I stedet kommer din telefon til at se nogenlunde sådan her ud:
2) Vent lige et øjeblik. Siger du, at min telefon bliver ødelagt? Hvad skyldes det?
Ja, din telefon er formodentligt ødelagt, hvis du har fået "fejl 53".
Det skyldes, at Apple har indbygget en funktion i telefonenes styresystem, der tjekker om den Touch ID-sensor, som telefonen er født med stadigvæk sidder i telefonen, og hvis det ikke længere er tilfældet, bliver telefonen forhindret i at starte.
Det tjek bliver foretaget hver gang, der bliver installeret en ny opdatering til styresystemet.
Ifølge Apple er "fejl 53" derfor heller ikke en fejl, men en sikkerhedsfunktion, der skal sikre mod, at der bliver installeret en skadelig Touch ID-sensor, som kan misbruge brugerens fingeraftryk.
Det er især vigtigt, fordi Touch ID bruges til at bekræfte betalinger, der bliver foretaget med Apples betalingsløsning, Apple Pay.
Den danske it-sikkerhedsekspert Ivan Bjerre Damgård bekræfter i et interview med Computerworld, at Apples frygt for misbrug af Touch ID-sensoren er velbegrundet.
3) Vil det sige, at jeg kun skal frygte at blive ramt af fejlen, hvis jeg har fået udskiftet en defekt fingeraftrykslæser
Ikke nødvendigvis. Ikke alle reparatører kender til problemstillingen, og derfor kan nogle reparatører finde på at udskifte hele telefonens frontpanel inklusiv Touch ID-sensor, hvis telefonen har haft en glasskade på skærmen.
Derfor skal du altid sikre dig, at Touch ID-sensoren ikke bliver udskiftet, når du får foretaget en glasreparation.
4) Jeg har for nylig fået skiftet glasset hos en uautoriseret reparatør. Siger du dermed, at min Touch ID-knap kan være blevet udskiftet uden, at jeg har fået det at vide?
I princippet ja. For det vil som regel ikke være muligt at se det på telefonen, hvis knappen er blevet udskiftet.
Du ved dog, at du er "home safe", hvis du har haft held til at foretage en succesfuld opdatering af styresystemet efter, at din telefon har været til reparatøren.
Derudover kan du trøste dig med, at de fleste seriøse reparatører udmærket kender til problemstillingen, og derfor ikke udskifter Touch ID-sensoren.
5) Hvilke telefoner er berørt?
Det drejer sig om iPhone 6, iPhone 6 Plus samt iPhone 6s og iPhone 6s Plus.
Ifølge Computerworlds amerikanske søstermagasin Macworld ser det ikke ud til, at iPhone 5s er berørt, selvom den også er udstyret med en Touch ID-sensor.
6) Jeg er ramt af "Fejl 53. Hvad kan jeg gøre?
Du har én mulighed for at redde din telefon, men det kræver, at du stadigvæk har den gamle Touch ID-sensor.
Ifølge Jakob Højlund, direktør for iPhone-reparatøren iRep, bør din telefon begynde at virke igen, når du sætter den gamle sensor tilbage i telefonen.
Men der er intet at gøre, hvis du ikke længere har den originale sensor. Så er din iPhone død.
7) Kan jeg ikke få en ny telefon?
Det skal du ikke forvente. Det skyldes, at du har fået foretaget en uautoriseret åbning af telefonen og dermed har brudt din garanti.
Men Jakob Højlund fra iPhone-reparatøren iRep oplyser til Computerworld, at du mod betaling kan få ombyttet telefonen til en ny. Ved sådan en ombytning bliver prisen en smule lavere end, hvis du vælger at købe en ny telefon under normale vilkår.
8) Men lad mige lige forstå det hele ret. Du siger, at Apple hævder at "fejl 53" er en sikkerhedsfunktion, der skal beskytte mod at nogen misbruger mit fingeraftryk. Er det ikke muligt, at Apple har andre motiver end blot brugerens sikkerhed.?
Jo, Apple bliver naturligvis skudt andre motiver i skoene.
Et amerikansk advokatfirma ved navn PCVA har beskyldt Apple for at ville ville presse uautoriserede reparatører ud af markedet i et forsøg på selv at høste indtægterne fra iPhone-reparationerne.
Det skyldes, at den type reparationer, der udløser "fejl 53" ofte bliver foretaget af uautoriserede reparatører eller privatpersoner, som selv bestiller dele hjem på internettet.
Samtidig bliver Apple med jævne mellemrum beskyldt for såkaldt planlagt forældelse. Formålet med planlagt forældelse er at begrænse et produkts levetid, så forbrugerne på regelmæssig basis bliver nød til at investere i en ny udgave af produktet. Det kan man eksempelvis gøre ved at gøre det besværligt at reparere et produkt.
9) Er det lovligt, når Apple på denne måde kan gøre en velfungerende telefon ubrugelig?
Godt spørgsmål. Forbrugerrådet mener, at forbrugere, der er ramt af fejl 53 enten har krav på at få deres telefon låst op eller på at få en helt ny enhed.
Det skyldes at Forbrugerrådet vurderer, at "fejl 53" er det som købeloven definerer som "en mangel" ved produktet
På internationalt plan er flere advokater også begyndt at rasle med sablerne.
Det amerikanske advokatfirma PCVA er ved at forberede et fælles søgsmål mod Apple.
Advokatfirmaet mener, at Apple overtræder den amerikanske forbrugerbeskyttelseslov og kræver derfor, at de berørte kunder skal have erstattet deres telefoner eller have dem låst op.
Den britiske advokat Richard Colbey siger ligeledes til avisen The Guardian, at Apples "hensynsløse politik, hvor selskabet dræber brugernes iPhone" kan være i strid med en britisk hærværkslov, der forbyder, at man med fortsæt beskadiger andres ejendom.
Forbrugerrådet: Apple skal erstatte din iPhone, hvis den er blevet tvangslukket med 'fejl 53'
Jørgen skiftede skærmen i sin søns iPhone - og nu er den død: "Det er en svinestreg"