I Norge sidder der godt 20 it-ingeniører og redder data fra harddiske, der er blevet smadrede.
De er ansat af firmaet Ibas, der har specialiseret sig i at genskabe data fra hardware-enheder, der har oplevet den grummeste form for tortur.
I det specialbyggede laboratorium tøffer ingeniørerne rundt med specialbyggede sko, der forhindrer statisk elektricitet, som er en af hovedfjenderne for ingeniørerne.
Læs også: Tag med til harddisk-nørdernes redningsstation
Hvis du har husket en backup på et eksternt medie, kommer du nok aldrig i kontakt med de norske data-genskabere, men det ikke alle, der lige har husket en ekstra kopi af feriebillederne.
Når Ibas får en harddisk, der er gået i stykker, har været udsat for en brand, oversvømmelse eller på anden måde er holdt op med at fungere med at videresende de informationer, der ligger på de roterende plader, forsøger de altid at trække et image, uden at åbne disken.
Men det er langt fra altid, at det fungerer på den bløde måde.
I de fleste tilfælde er der ingen vej uden om at fjerne beklædningen omkring læse/skrivehovedet og den øvrige elektronik.
Her tre af de værste skader, der trods den totale destruktion faktisk gav et positivt resultat.
Ild og vand er en dårlig cocktail
Denne computer har oplevet et ganske traumatisk forløb.
Den er ikke bare blevet offer i en brand men også oversvømmet af vand fra brandslukningen. Trods den barske tilværelse så lykkedes det at genskabe alle informationerne.
"Vi oplever ofte, at det er muligt at genskabe data fra brændte enheder. Harddiskenes metalhuse yder nemlig rigtig god beskyttelse mod varme. Med denne opgave forsøgte vi først at trække et image uden at åbne disken, men det var ikke muligt," fortæller Henrik Andersen, der er landechef for Ibas i Danmark.
Derfor blev disken skilt ad i et specielt rum, hvor luften konstant udskiftes for at undgå støv og andre uønskede partikler.
"Det lykkedes at finde alle data frem fra den ødelagte harddisk og omdanne dem til et image, der blev sendt til vores server. Derefter lagde vi dem over på en ny harddisk, som blev sendt hjem til den uheldige kunde," beretter han.
iPad tabt ud af togvindue
Denne totalskadet iPad fik sine skræmmer fordi, ejeren ville tage et billede ud af vinduet, mens toget kørte.
Han tabte desværre enheden, og da han efterfølgende gik tilbage langs sporet, fandt han kun disse sørgelige rester.
iPad'en var totalt smadret, og selve elektronikken var så beskadiget, at iPad'en genstartede sig selv hvert andet minut.
"Vores ingeniører havde et vindue på et par sekunder til at udføre datainddrivelsen, inden iPad'en genstartede igen, men det lykkedes at få genskabt alle data," fortæller Henrik Andersen.
Havetraktor møder telefon
Det sidste eksempel fra iBas arkiv er en telefon, der har været i nærkontakt med en havetraktor.
En ung kvinde var i fuld gang med at slå græs, da hendes smartphone ved et uheld ryger ud af lommen. Hun opdager det først, efter hun har kørt telefonen over, og de sørgelige rester ligger i græsset.
Uden en backup af filerne var et redningsarbejde påkrævet.
Processen med at genskabe data på en smartphone fungerer i princippet på samme måde, som fra enhver anden harddisk, men kompleksiteten er væsentligt højere, hvilket kræver flere ressourcer.
Men det lykkedes altså at hente data ud af de sørgelige telefonrester.
Det er dog ikke altid muligt at genskabe alle filerne fra de ødelagte enheder.
Ligeledes er det langt fra gratis, når et hold it-ingeniører skal sættes i sving, så husk at tage en backup af dine filer, hvis du vil spare pengene og besværet.
Læs også:
Galleri: Sådan reddes dine data når disken er totalsmadret
Virker SSD-disken eller er det noget bras? Her er læsernes dom