Det offentlige bruger over en milliard kroner årligt på it-konsulentydelser, og det beløb vil stige markant med strukturreformen.
For at sikre valuta for pengene og lette arbejdet for de offentlige kunder søsætter SKI for første gang en rammekontrakt for it-konsulentydelser.
Et nyt og væsentligt element er, at de mulige leverandører skal vurderes på deres modenhed.
Sikrer kompetencer
På den måde vil SKI (Statens og Kommunernes Indkøbs Service) sikre, at de udvalgte konsulentfirmaer har kompetence og kapacitet til at levere en løsning som aftalt og til tiden.
- Med modenhedsbegrebet kan vi øge sandsynligheden for, at leverandørerne holder, hvad de lover, og reducere risikoen for fejlslagne it-projekter og store ekstraomkostninger, siger Søren Jakobsen, administrerende direktør for SKI.
Her venter man, at et trecifret millionbeløb vil kanaliseres over den kommende rammekontrakt - også fordi de offentlige kunder med rammekontrakten slipper for selv at gennemføre et dyrt og tidkrævende udbud.
Modenhedsvurderingen tager udgangspunkt i den internationale standard CMMI, der er beregnet til systemudvikling.
Det danske videncenter Delta har tilpasset modellen til it-konsulentbranchen. Grundlæggende går det ud på at sikre, at organisationsprocessen hos leverandøren er i orden.
Seniorkonsulent Morten Korsaa fra Delta kalder modenhed den bedste og mest videnskabelige måde at måle en leverandørs evne til at levere til tiden. Han mener ikke, at it-konsulentbranchen har været dygtig nok.
I den kommende rammeaftale skal tilbudsgiverne besvare en række spørgsmål, der skal afklare modenhedsniveauet.
Skærpes med tiden
Resultatet bliver dog ikke offentliggjort, og virksomhederne bliver ikke indplaceret på en skala. Men med tiden vil der ske en skærpelse.
- Vi lægger ud med en blid start, så virksomhederne kan få en fornemmelse af, hvilke spørgsmål vi vil stille. Så kan de forberede sig til næste gang, det offentlige skærper sine krav, siger direktør i SKI, Niels Frederiksen.
I konsulentbranchen, der er sulten efter opgaver og med strukturreformen venter vækst i det offentlige marked, modtages udspillet med forbeholden imødekommenhed.
- Man kan sagtens lave rammeaftaler for konsulentydelser. Det er positivt. Hvad angår modenhedskravet, skal konsulentbranchen hele tiden vurderes og presses videre i deres udvikling. Jeg er bare ikke sikker på, at CMMI er den bedste måde at gøre det på, siger underdirektør Ejvind Jørgensen fra Rambøll Management.
Han siger, at kunderne i forvejen vurderer konsulenthusene på deres medarbejderes kvalitet og på værdiskabelsen.
SKI går i udbud med den ny rammekontrakt for it-konsulentydelser i maj. Kontrakten vil være klar til brug sidst på året.
Denne artikel stammer fra fredagens trykte udgave af Computerworld, som fredag bringer mere om konsulenternes vilkår.