De små flyvende droner er, på trods af den strikse regulering, populære.
Men anvendelsen uden for brand-, rednings- og politiopgaver er tilsyneladende stadig et stykke væk på trods af, at der er flere oplagte muligheder for erhvervslivet og it-branchen.
Sådan lyder det fra Tommi Makinen, digitalisering-chef i Norden hos Tata Consultancy Services (TCS), der selv er i gang med flere droneprojekter og drone-relaterede softwareopgaver.
Men hvad er det helt præcist som erhvervslivet kan bruge de flyvende dimser til? Computerworld har stillet Tommi Makinen fire skarpe spørgsmål om, hvad vi egentlig skal med droner:
Mange snakker om droner, men hvem er det som bruger droner i dag - og til hvad?
"Vi ser mest at det er politi og redningstjenester. Men der er også inspektioner. Det kan for eksempel være inspektioner af el-ledninger.
Vi er også begyndt at se interesse for såkaldte 'high altidude'-droner. De er billigere end satellitter og kan levere billeder i høj opløsning - og ofte med muligheden for at live-streame de billeder til folk, der skal bruge data i real-time.
I den anden ende taler blandt andet forsikringsselskaber med os om de såkaldte mini- og nano-droner, som er små og nemmere at bruge."
Hvilke forretningsmuligheder ser med droner - og inden for hvilke brancher?
"Der er flere anvendelsesområder både i landbrug og industri, men jeg er sikker på, at det næste anvendelsesområde er forsikringsbranchen. Den er for tiden meget interesseret i området - og så er det jeg blandt andet hjælper dem med at se forretningsmulighederne.
Der er faktisk flere nordiske eksempler. I Norge og Sverige er der mange skove, og der ser man meget på, hvordan man nemmere kan vurdere og overskue stormskader. Her er anvendelsen af droner godt på vej.
Forsikringsbranchen er også oplagt at nævne, fordi vi allerede har lavet såkaldt 'digital surface modelling' ud fra optagelser, som er foretaget med droner. Det bruger man til at forudse for eksempel potentielle oversvømmelser af sommerhusområder. Det er noget, som vi allerede arbejder på i områder, hvor der er monsunregn og afvanding fra Himalaya.
Med minidronerne har vi samtaler med forsikringsselskaber, som ser på fremtidsscenarier, hvor en minidrone er med i bilen, og som ved uheld flyver ud og optager scenen til senere dokumentation.
Med hensyn til inspektion og eftersyn, så er der inden for energi, vandkraft og kraftværker ofte mange områder, der er svære at nå. Her skal dronerne ind.
Et interessant bud er også detailhandlen. Det er nok lidt ude i fremtiden, men jeg tænker, at man måske om et par år kan sende droner ud i gangene i supermarkederne.
Så når folk går i seng, så kan dronerne kommer ud og tælle op. Ikke bare om der er tomme hylder, men se oppe og inde bag ved andre varer. Her er den største udfordring indtil videre dog, at der er for få teknologier, som hjælper dronerne med at navigere præcist rundt indendøre."
Forstår kunderne ideerne bag droner eller er det mest legetøjet, som trækker?
"Det er begge dele, som trækker. Men vi skal hjælpe dem for at vise, at droner er her nu - det er ikke science fiction. Og så tænke både hardwarevalg, business-case og databehandling ind.
Software er måske lidt overset her.
Dronen er i sig selv avanceret og fyldt med software til at holde den i gang og i position, men det er i sig selv ikke så spændende. Det spændende er alle de data, som dronernes mange kameraer og sensorer samler ind - og så den måde hvorpå de store mængder data kan anvendes på en automatiseret måde.
TCS har blandt andet et pilotprojekt i Indien, hvor vi overvåger truede dyrearter med specialfremstillet software og droner, hvor dele af dronen er 3D-printet.
Jeg tror i det hele taget, at det kun er fantasien, der sætter grænsen. Det ser vi også i landbruget, når vi taler om droner.
Vi har blandt andet arbejdet med infrarøde kameraer på droner, som så flyver ud og optager over markerne. Vi er nede og se felter i markerne på helt ned til 1 x 1 centimeter. Og de data, som vi samler ind, er så med til at udpege de mest produktive områder af en mark.".
Hvad er den største udfordring for erhvervslivets brug af droner lige nu?
"Udfordringen er lovgivningen. Vi kan hjælpe nok så meget med ideer og teknik, men udfordringen er lovgivningen.
Specielt i befolkede områder er det rigtigt svært at få tilladelse til at bruge droner - og nogle steder er det endnu mere reguleret. Men er man ude på landet, er det noget andet. Det er derfor, at vi ser forsikringsselskaber kigge på skove og andre øde steder som en start.
Jeg er helt sikker på, at vi er kun lige i begyndelsen af denne her teknologi, så vi kommer til at se både teknologien og lovgiverne rykke sig.
Gør vi det, så er jeg ret sikker på at det her er et af de områder hvor Norden har en god mulighed for at gå forrest med digitaliseringen."