Vi ved endnu ikke, hvornår Apple Watch kommer til Danmark, men allligvel arbejder en række danske virksomheder på app-løsninger til uret.
En af de virksomheder er Danske Bank, der står bag den populære danske mobilbetalings-app, MobilePay.
Bo Tolstrup, der er produktansvarlig for Mobilepay hos Danske Bank, fortæller til Computerworld, at banken allerede nu undersøger, hvilke muligheder en Mobilepay-app på Apple Watch vil kunne tilbyde.
"Vi har sat et initiativ i gang, hvor vi kigger på en app-løsning til Apple Watch. Både i forhold til Mobilepay og vores mobilbank," siger han.
Mobilepay: Ingen betalng, kun notifikationer
Sidste år introducerede Apple sin egen betalingsløsning Apple Pay, der gør det muligt at betale med sin iPhone eller sit Apple Watch i butikker.
Men i første omgang skal Apple Watch-brugerne dog ikke forvente, at det bliver muligt at gennemføre Mobilepay-betalinger med deres Apple Watch
"For os handler det om at udvikle noget, der giver værdi til brugerne, og her vil det eksempelvis være oplagt at kunne vise push-notifikationer på en smart måde. Betaling via uret er nok en lidt mere kompliceret øvelse, og det er næppe noget, som vi kaster os over i først omgang," sige Bo Tolstrup.
Hos den danske taxa-app Drivr bliver der ligeledes arbejdet på en app til Apple Watch, der gør det muligt at bestille en vogn med et klik på sit håndled, oplyser Nikolaj Køster, medstifter af Drivr, til Computerworld.
"For os handler det om at være der, hvor vi forventer at brugerne kommer til at være," siger han.
Apple Watch-apps skal være simple
Drivrs løsning til Apple Watch bliver betydelig mere simpel og med færre funktioner end Drivs app til smartphones.
Det skyldes ifølge Nikolaj Køster, at Drivr forventer at brugerne kommer til at interagere med et smartwatch i betydeligt kortere intervaller end med en smartphone.
"På uret vil du få mulighed for at bestille en taxa, følge taxaen på et kort, mens den er på vej, og du vil formodentligt også få en notifikation, når taxaen er nået frem," forklarer han.
Drivrs amerikanske konkurrent Uber, der siden efteråret også har været aktiv i Danmark, har allerede udviklet en app med lignende funktionalitet til Apple Watch.
Men Nikolaj Køster forklarer, at Drivr stadigvæk er i udviklingsfasen med appen. Det skyldes blandt andet en række performance-problemer med apps til Apple Watch.
"Det er et generelt performance-problem, der især rammer Watch-apps, der bruger GPS. Derfor har vi ikke travlt med at få appen ud af døren, og i første omgang venter vi på, at Apple forhåbentligt får løst nogle af problemerne med en software-opdatering," siger Nikolaj Køster.
DSB: Apple Watch giver gode muligheder
Hos DSB ser man også et potentiale i nye app-løsninger.
Eksempelvis har DSB allerede udviklet en række apps til smartphones, der gør det muligt at bruge smartphonen som en slags digital billet.
I øjeblikket overvejer DSB, om nogle af disse løsninger med fordel vil kunne overføres til et Apple Watch eller en anden type smartwatch.
"I DSB ser vi altid med interesse på udviklingen af nye teknologier og ikke mindst på, hvordan vores kunder tager dem til sig. Det gælder også for smartwatches, og Apple Watch kan give os gode muligheder for at levere trafikinfo og eventuelt en "vis billet-funktion" på en ny måde. Det er helt bestemt noget, som vi overvejer, men da det er meget få af vores kunder, der lige nu har et smartwatch, har vi endnu ingen konkrete planer," skriver Aske Wieth Knudsen, chef for forretningsudvikling i DSB, i en mail til Computerworld.
3.000 apps og flere er på vej
Selv om de mange danske app-udviklere endnu blot er i udviklingsfasen, så får danske "first movers", der anskaffer sig uret fra udlandet, dog alligevel masse af apps at vælge mellem.
Apple har netop introduceret en helt ny App Store til Apple
Watch-apps, hvor der allerede fra første dag var 3.000 forskellige apps.
Det er et antal, der formodentligt kommer til at vokse i løbet af de næste mange måneder.
Læs også:
Dansk app-udvikler har prøvet Apple Watch: Så stort er potentialet
Her er argumenterne: Derfor kan Apple Watch både hitte og floppe
Dansk Apple Watch-lancering fuldstændigt mørkelagt: Kendt Apple-forhandler helt på bar bund