"Hvor er jeg glad for, at du ringer. Du er den første danske journalist, som tager kontakt til os".
Sådan lyder det indledningsvist, da Computerworld ringer til den danske afdeling hos Samsung.
Efter britiske medier har opdaget, at der i retningslinjerne til et Samsung Smart-TV står, at "personlige oplysninger kan blive sendt med til tredjepart under stemmegenkendelse", er den danske mediemølle kørt oppe i højeste gear.
Artiklerne handler mestendels om, at du skal passe på dit fjernsyn. Det lytter nemlig med, når du taler om private ting hjemme i stuen.
Der er sågar jurister som har været ude og kommentere historien om det nysgerrige tv med, at den slags er på kanten med loven.
George Orwell ligger formodentligt allerede og roterer i graven over NSA-afsløringerne, men overvågninger fra Samsung? Det skal han være ligeglad med - ligesom du skal.
For dette er et klassisk eksempel på, hvordan en fjer bliver til fem-ti høns, selv om det i bund og grund stadig er en historie i fjervægterklassen.
Der lyttes, men der lyttes ikke med
Når de traditionelle- og sociale danske medier går amok over Samsungs retningslinjer, er det fordi, at der mellem linjerne står, at Samsung hele tiden lytter med i samtalerne i din stue.
Derfor kan du ikke sige dit kontonummer eller andre hemmeligheder højt, uden at oplysningerne ender på i hænderne på "tredjepart".
Først og fremmest: Nej, Samsung lytter ikke med hele tiden på din samtale om Moster Edna, som slog sin fod i fredags.
Stemmegenkendelse fungerer ved, at der sidder en mikrofon, som lytter med på, om der er lyd og altså ikke hvad der bliver sagt.
Data bliver ikke gemt før efter, at du har sagt aktiveringsordet, "Hi TV". Noget af den emre advancerede stemmegenkendelsessoftware kan endda kun tilgås via en knap på fjernbetjeningen.
99 procent af tiden lytter Samsung altså ikke med.
Det er den samme fundamentale forskel på ansigtsgenkendelse og ansigtsregistrering, som danske journalister fumlede rundt med, da de for nyligt skrev om skærmene i Københavns Lufthavne.
Disse skærme kan i fremtiden levere målrettede reklamer.
Også her bliver ansigter kun registreret - altså, der bliver registreret, at der er et ansigt ved reklamen, og ikke hvem ansigtet tilhører. Personlig data bliver således ikke gemt.
Heller ikke her blev de ansvarlige for systemet - danske Airmagine - ringet op for et opklarende spørgsmål af danske journalister.
Når fjernsynet endelig lytter med, så kan du tydeligt se det i hjørnet af dit fjensyn med et stort ikon.
Du er altså ikke i tvivl. Der kommer endda en "biptone".
"Åh nej! Tredjepart!"
Dertil kommer, at Samsung ifølge selskabets egne retningslinjer sender optagelser til "tredjepart", og at potentiel personfølsomme data medsendes.
Stop her.
Før fik vi fastslået, at Samsung-fjernsynet alene sender de lydfiler tilbage til Samsungs servere, som bliver optaget umiddelbart efter kommandoen til dit Samsung-tv (eksempel: "Hi TV: kanal 2")
Det vil sige, at du meget hurtigt skal tilføje personlig data til det korte stykke, hvilket ikke rigtig giver nogen mening.
Derudover er der den farlige "tredjepart" som oftest - hvilket nok blandt andet skyldes Facebooks netværk af reklameselskaber - er kommercielle firmaer, der vil udnytte data.
I tilfældet med Samsungs fjernsyn, handler det om, at Samsung bruger et stemmegenkendelsesprogram, som Samsung ikke selv ejer (derfor "tredjepart"), der omdanner tale til tekst.
Informationen bliver derefter brugt til at forbedre søgeresultater og sammen med lydfilerne bruges det til at få fjernsynet til bedre at forstå din måske lidt nordjyske dialekt.
Uden disse data hvordan skulle fjernsynet ellers finde frem til den Netflix-film, som du gerne vil se, når du siger "Babe den kække gris"?
Derudover er data fra dit fjernsyn til softwaren på serverne krypteret hele vejen, så data ikke kan tilgås af udefrakommende - hverken reklamebureauer, hackere eller de stygge efterretningstjenester.
En stor lakridspibe
Det er fint at være på vagt mod multinationale kapitalistgiganter som Samsung, Microsoft, Sony og så videre, og ikke mindst hvordan de håndterer vores data.
Det er sundt og vigtigt at være skeptisk. Specielt i en verden, hvor NSA, PET, GCHQ eller måske norske PST tilsyneladende kigger dybt ned i vores digitale privatliv.
Men denne gang er det altså røg fra en lakridspibe.
Informationerne i denne artikel kommer at have kontaktet Samsung Danmark, og det amerikanske medie Digitaltrends, som også har snakket med Samsung.
For et år siden skete det samme eksempelvis for Xbox One og Kinect, og siden har også Google med sin elektroniske assistent, Google Now, har været beskyldt for overvågning.
Læs også:
Ny internet-adfærd kan måles: Sådan har vi reageret på overvågning og Edward Snowden-skandalen