Langsomt og roligt går Aiden Pierce igennem folkemængden i downtown Chicago. Kasketten skjuler det meste af ansigtet, kraven fra jakken dækker resten. Omkring ham går hundredvis af fodgængere. Børn, skolelærere, betjente, håndværkere og kriminelle.
Med et enkelt klik på smartphonen flyver der utallige tynde, augmenterede tråde ud til alle omkring Aiden, og pludselig er fodgængerne ikke længere bare fodgængere. Det er mennesker med en baggrund.
Moderen med det skrigende barn hedder Marlene Harrison, er alenemor til to børn og har en årlig indkomst på 40.000 dollar. Overfor sidder der en bankmand i slips, som lever af at spekulere i aktier på nettet, og forbi Aiden Pierce går en mand hastigt, som tidligere har udført væbnet overfald, og hvis kone netop er gået fra ham.
Der er 25 procent sandsynlighed for, at han begår noget kriminelt.
Aiden Pierce vender sig om og følger efter manden.
Sådan begynder en enkelt scene fra det netop lancerede spil Watch Dog. Et spil, hvor man spiller selvtægtsmanden og hackeren Aiden Pierce, der efter at have mistet sin niece efter et overfald går ind i jagten om at finde forbryderne.
Spillets tema er overvågning og hvor meget information, der ligger om os alle på internettet, og som andre kan få adgang til.
Et tema som i disse år er på alles læber, efter at blandt andet Edward Snowden afslørede NSA's gigantiske overvågning af ikke bare amerikanere, men verdensborgere, og hvor et resultat af den overvågning er detaljerede profiler på hver af os.
Danskeren Lars Bonde er Animation Lead på Ubisoft Montreal, som står bag spillet Watch Dogs. Ubisoft startede udviklingen af Watch Dogs for fem år siden - altså før Snowden-afsløringerne - og tankerne startede da også på et noget mere elementært niveau.
"Vi startede med denne her, iPhonen. Den var netop kommet ud dengang, og vi sad og tænkte på, hvor meget information man begyndte at sende ud igennem apps, og så fortsætte ideen derfra," forklarer Lars Bonde ved et release-arrangement herhjemme i Danmark.
Allerede dengang tænkte holdet i, at bankinformationer, teleoplysninger, personlige data og så videre er ude på mange platforme, som hackere og andre ville kunne få adgang til. Det førte så til, at man i spillet kan hacke trafiklys og kameraer, s-togene, Wi-Fi-netværk og hæveautomater.
Og hvad der startede som en vild tanke om, at man kunne hacke hvad som helst, endte med at blive virkelighed. Ikke bare i spillet, men også i den virkelige verden.
"Vi havde nogle vilde tanker om, hvad man kunne i spillet, og selv om vi selvfølgelig har forenklet metoden i spillet en smule, havde vi en forventning om, at vi var mere fantasifulde end virkeligheden, men realiteterne har indhentet os," siger Lars Bonde.
Chicago - Den forbundne by
For hvad der kan lade sig gøre i virkeligheden er skræmmende og imponerende på samme tid. I de fem år med udvikling brugte folkene i Ubisoft mange ressourcer på at researche på emnet hacking.
I samarbejde med sikkerhedsfirmaet Kaspersky og efter mange besøg på hackerkonferencen Defcon begyndte udviklerne så småt at se et mønster: Alt er jo næsten muligt.
"Vi gør mange ting i spillet, som nogle nok vil sige ikke er muligt. Men som enkeltstående elementer er alle hacks i spillet muligt, hvilket er et af de vigtigste punkter for os: Det skal afspejle virkeligheden," siger Lars Bonde.
Et par eksempler er spillerens evne til at påvirke trafiklysene i spillet. Det er allerede muligt for ordensmagten i flere amerikanske byer at ændre lysene til grønne, så de hurtigere kan komme til et givent punkt, og ved en Defcon-konference mødte udviklerne en hacker, som på ganske kort tid - og med kun meget lidt kode - havde hacket sig ind på en lille fransk bys elforsyning og kunne slukke for det hele med et enkelt klik på tastaturet.
Det hele kan lade sig gøre enkeltvis, men hvad der giver hovedpersonen Aiden Pierce sine omnipotente hackerevner, er at det hele er samlet i det samme operativsystem, som kontrollerer hele den fiktive version af Chicago: CTos (udtales city-OS).
Her har et enkelt firma samlet samtlige systemer i ét. Vandkontrol, elnettet, overvågningskameraer, personlig information på alle indbyggerne, finansiel infrastruktur, ansigtsgenkendelse og så videre. Alt styres fra ét sted, og Aiden Pierce har adgang til det.
Tanken er ikke unik. Flere amerikanske firmaer er begyndt at lege med ideen om et sammenhængende system, som styrer hele byer.
"Vores store tese var, at hvis man begynder at samle så store mængder informationer fra folk, jamen kan man så ikke lave store og gennemførte profiler på folk. Hvad kan sådan en profil vise? Kan jeg for eksempel se, hvad du stemte i weekenden til EU-valget og endnu vigtigere: Kan det påvirkes? Se hvad NSA-afsløringerne viser i dag," siger Lars Bonde.
I Danmark alene registreres hver borger i gennemsnit mere end 100.000 gange årligt. Og det er bare i Danmark.
Ikke overraskede over NSA
Ubisoft-folkene blev ikke lige så overraskede som resten af verden, da Snowden kom med sin afsløring af NSA, men det var stadig et "holy shit-øjeblik", som Lars Bonde forklarer det.
"Det er jo en gigantisk afsløring og skræmmende, men vi var allerede blevet overrasket flere gange af de ting, der var sket før, blandt andet Wikileaks," siger Lars Bonde.
Samtidig var det en marketingmæssigt genial afsløring, som Snowden kom med. Blot to uger før havde Ubisoft afsløret deres spil, så NSA-afsløringerne skabte et massivt fokus på overvågning - og dermed også på Watch Dogs.
"Til E3-messen kom folk og spurgte os, om vi havde været i kontakt med NSA og Snowden, for vi måtte da have vidst, at der ville ske noget, men det gjorde vi altså ikke. Det er rent held i uheld. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at afsløringerne ikke kunne have ramt bedre for os," siger Lars Bonde.
Watch Dogs er nu det mest forudbestilte Ubisoft-spil nogensinde i Norden og ligger i toppen af flere onlinebutikker verden over.
Tilbage i spillet har Aiden Pierce fulgt efter den statistisk set kriminelle mand. Han går rundt om et hushjørne, og med et enkelt klik hacker Aiden et kamera på bygningsvæggen, så han kan se manden konfrontere sin ekskone.
De kommer op at slås, og kriminalitets-sandsynligheden stiger hastigt. Mundhuggeri bliver til aggressive bevægelser fra manden - og derpå vold.
Et tryk mere på Aidens telefon, og den elektriske samling, der sidder på husmuren ved siden af den voldelige mand, bliver overbelastet og eksploderer. Manden skræmmes og begynder at løbe ud af gyden, men bliver stoppet af en krans last, som tabes foran udgangen.
Aiden løber ham op og får ham overmandet efter en længere slåskamp. Selvtægtsmanden rejser sig derefter op og forlader gerningsstedet. Blandt folkemængden, som er stimlet sammen for at se kranen vælte, stopper Aiden op, tager telefonen frem, kigger et kort sekund på skærmen, hvorefter han forsvinder ned ad gaden for at finde en ny sjæl at redde.
Spillet Watch Dogs udkommer i dag tirsdag den 27. maj til de fleste populære platforme.
Læs også: Snowden i dansk interview: Danmark giver millioner af oplysninger til NSA hver dag
Læs også: Snowden: Millioner af uskyldiges webcam-billeder indsamlet
Læs også: Efter Se og Hør-skandalen: Disse virksomheder ved alt om dig