Som Computerworld har beskrevet i en stribe artikler, er der en del virksomheder, der har et behov for at modernisere på ERP-fronten.
Mange af løsningerne har efterhånden en del år på bagen - og fra en tid, hvor eksempelvis mobilitet og cloud ikke var de centrale it-trends, som de er i dag.
Det er naturligvis en situation, som ERP-leverandørerne står på spring for at udnytte med nye, mere tidssvarende løsninger.
Vi har blandt andet interviewet ERP-leverandørerne Infor, Oracle, SAP og Microsoft om deres bud på, hvordan fremtidens ERP-løsninger skal se ud og fungere.
Men også eksperterne peger på, at der er et behov for at komme videre på ERP-fronten - og at det formentlig er ved at være slut med ERP, som vi kender det.
Har du et legacy ERP?
Gartner skriver eksempelvis i en ny analyse, at vi allerede i 2016 vil betegne de meget tilpassede ERP-implementeringer som "legacy ERP."
Gartner mener, at CIO'erne i stedet for de klassiske ERP-monolitter, der kører on premise, skal se på alternativerne.
"Behovet for agilitet og for hurtigt at kunne reagere har betydet, at de meget tilpassede ERP-implementeringer er blevet en blindgyde, og det har skabt en del legacy ERP-installationer, som man er nødt til at tage hånd om på en konstruktiv måde."
Analysefirmaet peger på, at særligt dem, der var tidligt ude med at tage ERP i brug - eksempelvis store virksomheder inden for fremstilling og distribution - nu betaler regningen for mere end et årtis omfattende tilpasninger af systemerne.
"Virksomheder, der i dag ønsker at forbedre administreringen, kan drage fordel af de lavere omkostninger, bedre funktioner og højere proces-fleksibilitet, der kan opnås ved at blande cloud-applikationer med on-premise applikationer i det, der refereres til som ‘postmoderne ERP.'"
Gartner vurderer i analysen, at mindst 30 procent af de service-centrerede virksomheder i 2018 vil have flyttet størstedelen af ERP-applikationerne ud i skyen.
Dansk it-chef gør sig fri af ERP
For et par uger siden fortalte it-chefen i DELTA, Christian Maarssø, til Computerworld, at han ønsker større handlefrihed i forhold til valg af applikationer og derfor arbejder på at slanke selve ERP-løsningen.
"Nu prøver vi at opløse vores ERP i nogle mindre elementer, som så bliver væsentligt løsere koblet, end de er i dag," forklarede Christian Maarssø blandt andet.
"Jeg vil gerne være fri for, at man er tvunget til at vælge imellem nogle ganske få muligheder, fordi det hele skal kobles til vore Axapta."
"Hvis jeg kan få lov til at køre det meget mere løst koblet, kan jeg vælge netop det, der er det bedste for os i de konkrete elementer såsom rejseafregning og tidsregistrering," sagde it-chefen fra DELTA.
Computerworlds artikelserie om fremtidens ERP har også budt på interviews med CIO'en fra Novo Nordisk, en ERP-rådgiver fra PA Consulting samt en stribe andre artikler om ERP-markedet og de nye ERP-løsninger.
Læs også:
It-chefens smarte opskrift: Slicer ERP op i små bidder