Hvordan skaber Danmark flere it-arbejdspladser?
Det har man åbenbart et klokkeklart svar på i Nordjylland.
For ifølge Grimur Lund, der er formand for styregruppen i organisationen Brains Business, som har til formål at hjælpe nordjyske it-virksomheder med at vokse, findes et potentiale med drøn på, når det gælder antal nye job.
"Det kan nemt blive til flere hundrede, hvis ikke tusinder af arbejdspladser," udtaler Grimur Lund til DR.
Samarbejde på tværs
Området er inden for it og trafik, skriver DR.
For Nordjylland er det sted i landet, hvor der bliver indsamlet mest viden om den måde, trafikken bevæger sig på, oplyses det.
Og de oplysninger kan altså i sidste ende bruges til at udvikle viden om at reducere kø og transporttid ved hjælp af it-teknologi.
Årsagen til de mange målinger skyldes ifølge DR et samarbejde mellem universitetet, Region Nordjylland og Aalborg Kommune om adskillige EU-projekter og testforsøg.