Venturekapital kører forbi it-branchen

Venturekapitalen fravælger it-investeringer i Danmark til fordel for biotek. Det hævner sig nu, at der gennem mange år er uddannet alt for få it-folk med spidskompetencer, lyder en forklaring.

Ventureinvesteringerne i Danmark viser en stigende tendens, men de trækker i retning af bioteknologi og væk fra it-området.

I en analyse af det europæiske venturemarked fra Ernst & Young og researchfirmaet VentureOne for fjerde kvartal 2003 fremgår det, at Danmark er et af de europæiske lande med mest markante stigninger i investeringer - både i antal og investeret kapital.

Frald fra 43 til 28 procent

For den samme periode fremgår det af en opgørelse fra Danish Venture Capital Association og Vækstfonden, at it-sektorens andel af de samlede danske ventureinvesteringer faldt til 28 procent fra 43 procent i årets første kvartal. Til gengæld voksede biotek-andelen til 54 procent.

Forklaringerne varierer.

Jørgen Staunstrup, forskningschef på IT-Universitetet, mener, at branchen må gribe i egen barm:

- It-branchen er ikke dygtig nok til at skabe, hvad venturefirmaerne vil have, og her har uddannelsesområdet også et ansvar. Der er rystende få kandidater med høje uddannelser inden for it. Resultatet er, at der ikke er nok avancerede it-projekter og -udvikling herhjemme. Det er et meget stort problem.

Jørgen Staunstrup konstaterer, at vi er gode til at bruge it i Danmark, men ikke gode nok til at udvikle, og det er dér, pengene tjenes.

- Udviklingen af avancerede it-produkter herhjemme er alt for lille til, at vi kan leve af det. Der er mange måder at måle det på. Se for eksempel på handelstallene, der viser, at vi importerer for mange milliarder kroner mere på it-området, end vi eksporterer, siger forskningschefen.

I Vækstfonden kommer investeringsdirektør Martin Vang Hansen it til undsætning. Han mener ikke, pendulet svinger over mod biotek.

- Kapitalbehovet inden for biotek er meget stort i de sene faser af udviklingen, og det er nok det, der får det til at se ud, som om it-branchen forfordeles investeringsmæssigt, siger han.

I innovationsmiljøerne ser man nok en tendens til, at der etableres nye it-virksomheder, men der sættes spørgsmålstegn ved, om indholdet af dem er interessant nok.

Kan herske usikkerhed

På DTU Innovation siger administrerende direktør Ulla Brockenhuus-Schack, at der kan herske usikkerhed om, hvorvidt forretningspotentialet er tilstrækkeligt på it-fronten.

- Men vi investerer i it-virksomheder. Fire af vores seks nye porteføljevirksomheder ligger inden for it, og jeg fornemmer ikke, at it opfattes som uinteressant, siger hun.

Peter Haahr, Investment Manager i Symbion, fornemmer, at en større optimisme er begyndt at snige sig ind i it-venturebranchen og påpeger, at tendensen til, at biotekvirksomheder tiltrækker langt større enkeltinvesteringer end it, kan skævvride statistikkerne.

Hans fornemmelse er, at der bliver etableret flere it-virksomheder end biotek.
I Teknologisk Innovation er Jesper Bove-Nielsen investment manager.

Han siger:

- Vi ser ganske vist it-projekter, men der er langt færre, end man kunne forvente. Til gengæld løber de få langt hurtigere, end vi har set før og klarer sig for mindre investeringsbeløb. Grundlæggende har vi brug for succeshistorier - virksomheder det lykkes for, og hvor investorerne får en indbringende exit ved et salg. IO Interactive er et godt eksempel, der allerede har givet resultat i form af, at andre har givet sig i kast med at etablere virksomheder på spil-området. Salget vil formentlig inspirere til en positiv effekt blandt kapitalfolk, mener Jesper Bove-Nielsen.

Denne artikel stammer fra fredagens trykte udgave af Computerworld




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere