"Startknap-problemet er blevet diskuteret til kvalmegrænsen, men det er et symptom på problemet, ikke hele problemet."
Sådan skriver Gartner vice president David Mitchell Smith i en kommentar, efter at Microsoft har meldt ud, at selskabet har lyttet til feedback fra kunderne og forholder sig til reaktionerne med opdateringen Blue, der kommer senere i år.
David Mitchell Smith husker, at hans første tanke, da han i sin tid hørte om Windows 8, var, at det var en god idé at bygge videre på Windows 7 ved at tilføje touch-funktionalitet i stil med Windows Phone.
"Jeg så for mig en sameksistens og overgang i stil med, hvordan Microsoft rykkede fra DOS til Windows i perioden med Windows 3.1/Windows 95."
Men Microsoft har denne gang følt sig tvunget til at være ultimativ i overgangsfasen.
"Det (det nye Windows, red) er så vigtigt, og apps til det er så vigtige, at Microsoft besluttede at tvinge brugerne til den nye grænseflade, fordi man frygtede, at inerti ville holde dem fast i fortiden ... Men fjernelsen af startknappen er en del af problemet. Det har fjernet valgfriheden og magten fra brugerne."
Kan lære af Apple
"Dette er problemet. De (Microsoft, red.) havde måske været ok, hvis det var blevet gjort på en upåklagelig måde (som Apple ofte gør, når de skubber folk i en bestemt retning)."
"Men denne skurrende (det er det ord, mange bruger til at beskrive det) oplevelse, det er at skifte mellem desktop og Metro-mode, er ikke ligefrem blevet beskrevet som positiv," skriver David Mitchell Smith.
Gartner-analytikeren mener, at Microsoft i stedet for at skubbe brugerne over på den nye Windows-grænseflade snarere skulle koncentrere sig om selv at kunne levere bedre Metro-versioner af eksempelvis Office, så brugerne for alvor kan se potentialet.
David Mitchell Smith venter, at Microsoft med Blue-opdateringen vil gøre det muligt at boote til klassisk desktop-mode, og at en eller anden form for startknap vil blive implementeret.
Det mener it-brugerne
Computerworld foretog i sidste måned en afstemning med spørgsmålet: "Skal startknappen tilbage til Windows?"
Ud af de 556 læsere, der stemte, svarede 79 procent: "Ja, lad os få den tilbage."
Blot 14 procent mente, at "det var godt, at Microsoft fjernede den," mens fem procent svarede "ved ikke."
Læs også: