Det berømte firma THX, der er stiftet af George Lucas, har sagsøgt Apple for patentkrænkelse. Det melder Bloomberg. THX mener, at Apple har stjålet en patenteret højtaler-teknologi, der bruges i iPhone, iPad og Mac-computere.
Det pågældende patent beskriver det, der kaldes for "Narrow Profile Speaker Configurations and Systems". Det dækker forskellige metoder til at lede lyd fra små højtalere frem til en lille åbning for at sikre den optimale lydkvalitet.
THX hævder, at Apple bruger den pågældende teknologi i sine produkter og dermed har forvoldt selskabet et "økonomisk tab og uoprettelig skade", som det hedder i dokumenterne fra retten i San Jose i Californien.
Nu kræver THX, at Apple skal betale licens og erstatning eller stoppe med at bruge teknologien. Det sidste kan tvinge Apple til at ændre sine produkter.
THX blev stiftet som uafhængigt selskab i 2001 og har fået sit navn fra George Lucas' første film, THX 1138. Den berømte filmskaber startede firmaet, fordi han var utilfreds med biograflyden til sine Star Wars-film. Det har tidligere været en del af Lucasfilms.
En del af selskabet beskæftiger sig med at udvikle standarder og certificeringer for lydsystemer. THX har også en mobil app, THX Tune-up, der tilbydes i Apples App Store. Den kan bruges til at justere lyden fra fjernsyn og højtalere.
Det fungerer ved at overføre et testsignal til fjernsynet eller anlægget over HDMI eller Airplay. Fjernsynets farvegengivelse kan så testes ved at tage et billede af skærmen med kameraet i iPhone eller iPad.
Hverken Apple eller THX har ønsket at kommentere patent-sagen. THX sælger ikke selv hardware.Det kendte lydkort-firma Creative Labs ejer i dag 60 pct. af THX.