Test: Hov, det er jo Galaxy S3 i Windows-forklædning

Med Ativ S har Samsung taget designet fra sin populære Galaxy S3 og smidt styresystemet Windows Phone 8 på mobilen. Men hvordan fungerer det? Er Windows Phone bedre end Android? Få svaret her.

Test: Hov, det er jo Galaxy S3 i Windows-forklædning

Anmeldelse: Samsung Ativ S er den nyeste topmodel med styresystemet Windows Phone 8. Dermed er Samsungs telefon klar til kamp mod Nokia Lumia 920 og HTC Windows Phone 8X, som vi tidligere har kigget på. 

Ativ S er tæt på at være en direkte kopi af designet fra den populære Android-telefon Galaxy S3, der er solgt i over 30 millioner eksemplarer på verdensplan.

Dermed er Samsungs telefon også den model med Windows Phone 8, som i øjeblikket er udstyret med den
største skærm.

Displayet på Ativ S er nemlig en Amoled-udgave på 4,8 tommer ligesom Android-modellen og større end
eksempelvis Nokia Lumia 920, der nøjes med 4,5 tommer.

Selve skærmen på Samsungs model er lækker med gode farver og godt sort niveau.

Lettere end Lumia 920

Trods den større skærm er Ativ S med sine 135 gram en del lettere end sin finske konkurrent, da Lumia 920 har en kampvægt på 185 gram og virker noget mere buttet.

Selv om Samsungs nye topmodel ligner en tvilling til Galaxy S3, er de ikke fuldkommen ens. Ativ S er blandt andet udstyret med en fysisk fotoknap på siden, og telefonen er lidt længere og lidt tykkere end Android-modellen.

Kanterne er heller ikke helt så blødt afrundede.

Men når de to telefoner ligger side om side, kan det alligevel være svært at se forskel, hvis det ikke var for menu-knappen på fronten.

Mobilen med Windows Phone 8 har nemlig en tydelig Windows-tast. 

Bagsiden på Ativ S ligner aluminium og ser flot ud på afstand, men når man først holder telefonen, forsvinder noget af magien. For bagsidecoveret er i plast - ligesom på Galaxy S3 i øvrigt - og det føles lidt fesent.

Det er muligt at tage bagbeklædningen af, og dermed er der adgang til batteri og ikke mindst en Micro SD-port, hvor der kan sættes ekstra hukommelseskort i.

Det er en mulighed, som ikke er tilgængelig hos konkurrenterne Lumia 920 og HTC Windows Phone 8X, der har en fast hukommelse på henholdsvis 32 og 16 gigabyte. Samsung Ativ S har ligesom HTC's model en fast hukommelse på 16 gigabyte, men altså mulighed for udvidelse.

Windows Phone 8 - på godt og ondt

Ativ S kører Windows Phone 8, og som vi også har set på de konkurrerende modeller, er styresystemet fra Microsoft efterhånden ved at være yderst velfungerende. 

Det går hurtigt, når der navigeres rundt i menuerne, og designet med de firkantede fliser - der i øjeblikket går igen på alt i Microsofts univers fra Windows 8 til Xbox 360 - er nemt at vænne sig til. 

Muligheden for at tilpasse startskærmen og størrelsen på fliserne er virkelig rar. 

Men alt er langtfra perfekt, og derfor kommer vi til at synge den samme klagesang, som da vi testede HTC Windows Phone 8X samt Nokia Lumia 920

Omkvædet lyder: Send-knappen er åndssvagt placeret lige op ad mellemrumstasten, og det fører til, at sms-beskeder utilsigtet ryger af sted, inden de er skrevet færdige.

Desuden er integrationen med søgemaskinen Bing ikke genial set med danske briller. Der er en fysisk knap på fronten, der er har et lille lup-ikon, og når der klikkes på den, starter Windows' søgemaskine. 

Det er ikke muligt at skifte søgemaskine til Google. Øv. Derfor endte vi i testperioden ofte med at bruge Google direkte i browseren i stedet, og knappen på telefonen blev overflødig. 

Ikke så meget ekstra

Hvis du først har prøvet en Windows Phone, er det nemt at skifte til en anden. For det hele ligner sig selv.

De firkantede fliser, som kan justeres, og de forskellige menupunkter er ens. 

Anderledes forholder det sig på Android-platformen, hvor producenterne i større eller mindre grad giver brugergrænsefladen en ordentlig omgang makeup, så man ikke er tvivl om, hvorvidt man har tændt for en Samsung-, LG- eller Sony-telefon. 

Og da Windows Phone 8-platformen er så ens på tværs af modeller, forsøger producenterne at skille sig ud med hardware-justeringer og enkelte software-tilføjelser. 

Nokia Lumia 920 har mulighed for trådløs opladning af strøm, et kamera som tager gode fotos i mørke og en navigationsdel, der lader dig downloade kort til offline brug. 

HTC Windows Phone 8X har et frontkamera med smart vidvinkel, og der er tilføjet Beats Audio, som skal højne lydkvaliteten, og så har HTC også smidt lidt software som et ur og en vejrudsigt på mobilen. 

Og så er der Samsung Ativ S, som har ... ja, ikke særlig meget. Der er naturligvis muligheden for at udvide hukommelsen med Micro SD-kort, og Samsung har tilføjet et par apps, der dog ikke rigtigt får os til at samle hele redaktionen til en omgang kædedans rundt om vandkøleren på kontoret, mens der kippes med Dannebrog og synges boogie-woogie.
 
En foto-app, der kan beskære og lægge lidt filtre på billeder, er den bedste tilføjelse, mens vi kommer til at gabe voldsomt, når apps som Mini Diary og Family Story åbnes. 

Mangler ambitioner

Det virker lidt, som om Samsung ikke har haft de helt store ambitioner om at forbedre Windows Phone 8, og måske er det egentlig forståeligt nok. Den sydkoreanske elektronikgigant sidder massivt på Android-platformen med sin Galaxy S-serie, og i øjeblikket kæmper Windows Phone 8 hårdt for bare at få en håndfuld procenter af det samlede smartphone-marked. 

Så måske er det fint nok med Samsung, at HTC og ikke mindst Nokia bruger kræfter på at præsentere innovative telefoner med Microsofts styresystem.

Vil du betale mere for Windows-udgaven?

Mobilen er udstyret med et otte megapixel kamera - ligesom Galaxy S III. Det er muligvis det samme kamera, men billederne ser ikke helt ens ud.

Fotos skudt med Ativ S har en tendens til at være mindre skarpe, og det skyldes muligvis den automatiske billedbehandling i selve kameraet. 

Her kan du se forskellen på samme motiv skudt under samme lysforhold på automatpilot med henholdsvis Samsung Galaxy S3 og Ativ S: 

Galaxy S III (før) er bare skarpere end Ativ S (efter).

Men det er faktisk lidt nemmere at skyde billeder med Ativ S end med Galaxy S III, da Windows Phone 8-modellen er udstyret med en fysisk fotoknap.

Det er en stor hjælp, når telefonen er udstyret med en stor 4,8 tommer skærm. Grebet på telefonen er ganske enkelt bedre, og der er mindre risiko for at tabe mobilen. På Android-modellen skal der prikkes på skærmen, før et foto kan tages.

Der mangler noget

I forhold til HTC Windows Phone 8X og Nokia Lumia 920 har Samsung Ativ S ikke 4G. Måske er det ikke vigtigt for dig, men det betyder alligevel, at der er lidt mindre med i pakken end hos konkurrenterne. 

Samsungs model virker noget mindre ambitiøs, men den gode og store skærm og mulighed for at tilføje ekstra hukommelse trækker op. 

Og der er ikke meget at udsætte på det daglige brug. Telefonen fungerer glimrende. 

Der er dog ikke nogen som helst tvivl om, at Samsung Galaxy S3 er en langt bedre telefon end Ativ S. Designet er lidt slankere, og Android-modellen fås også i 4G-udgave til dem, der skulle være interesseret i det. Samtidig byder Galaxy S3 på en mere interessant Android-pakke, der blandt andet rummer adgang til Dropbox og et 50 gigabyte onlinelager. 

I øjeblikket koster Galaxy S3 cirka 500 kroner mindre end Samsung Ativ S, og derfor er det svært at se den store fidus i Windows Phone 8-modellen, medmindre du er forelsket i Microsofts styresystem. 

Samsung Ativ S ender på karakteren tre ud af seks.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere