Mere end hver fjerde af de danskere, der køber en billig mobiltelefon med rabat, anvender aldrig abonnementet hos det selskab, som giver tilskud til telefonen for at gøre den billig i indkøb.
Det vurderer teleanalytiker John Strand, Strand Consult, og selv om mobilselskaberne mener, at John Strands vurdering er lige lovlig høj, erkender de, at der er tale om et stort problem.
Sidste år blev der ifølge John Strand solgt mellem 1,2 og 1,3 millioner mobiltelefoner i Danmark.
Vurderingen deles af Debitels administrerende direktør, Per Nielsen. Debitel står også bag forhandlerkæder Teleringen.
Udfordring: Hofleverandør til Telmore
Nogle af telefonerne går til erhvervsmarkedet, hvor problemet med de såkaldte døde skuffeabonnementer, der aldrig kommer i brug, ikke eksisterer. Men langt hovedparten er solgt til privatkunder.
Sidste år voksede antallet af kunder hos discountselskaberne, der sælger taletid via internet, voldsomt.
De telefoner, som kunderne benytter hos de billige selskaber, er så godt som alle sammen købt med tilskud fra et andet mobilselskab.
- Vi er hofleverandør til Telmore, som Jesper Brøckner, direktør for Telia Mobile, humoristisk udtrykker det.
- Det kan man så vælge at se på som et problem eller en udfordring. Vi tager det som en udfordring, tilføjer han.
Koster over en kvart mia. kr. om året
Ifølge John Strand koster hvert eneste skuffeabonnement teleselskaberne omkring 1.200 kroner - et beløb Per Nielsen nikker genkendende til, mens Jesper Brøckner finder det for højt sat.
I beløbet indgår både tilskud til mobiltelefonen, markedsføring, provision til forhandleren og de interne administrationsomkostninger ved at oprette og nedlægge abonnementer.
Teleselskabet modtager abonnements-betaling i bindingsperioden på seks måneder, men det beløb er trukket fra i de 1.200 kroner.
I alt endte teleselskabernes tab på skuffeabonnementer et stykke over en kvart milliard kroner sidste år, viser beregninger fra Strand Consult.
- Vi taler om flere hundrede millioner kroner om året. Det er store summer, som løber rundt her, siger Per Nielsen, Debitel.
Ifølge John Strand kan teleselskaberne kun gå én vej for at minimere tabene. De kan skære i både deres egne omkostninger og omkostninger til distribution - herunder forhandlernes provision. Det gør det muligt for dem at fokusere på at sælge billige telefonsamtaler.
- Men det vil sætte markedet for mobiltelefoner i stå i mindst seks måneder og samtidig dræbe forhandlerne. Desuden vil den teknologiske udvikling blive forsinket i Danmark, fordi danskerne ikke får nye telefoner med avancerede funktioner, forklarer John Strand.
Ligesom teleselskaberne ser han hellere bindingsperioden forlænget fra de nuværende seks måneder, som lovgivningen sætter som maksimum.
- Jamen det er da grotesk med de skuffeabonnementer. Med 12 måneders kontrakter ville det se meget mere rimeligt ud, siger Per Nielsen.
Forretningsmodellen virkder
Omvendt påpeger han, at det danske mobilmarked har en omsætning på omkring 10 milliarder kroner om året, og at mobilselskaberne kalkulerer med tabene på skuffeabonnementerne.
- For vores vedkommende er det trods alt en forretningsmodel, som virker. Det er måden at styre ind i konkurrencen på, siger Debitel-direktøren.
- Vi havde ikke fortsat med at give tilskud til mobiltelefoner, hvis ikke det var en god forretning, supplerer Jesper Brøckner, Telia.
Han tilføjer, at Telia også har lært af fortidens synder og varer sig for at gå ud med meget billige telefoner og billige abonnementer i brede kampagner.
I det hele taget er der ifølge Per Nielsen en tendens til, at branchen forsøger at minimere antallet af skuffeabonnementer. Det sker ved at kræve høje abonnementsbetalinger i seks måneder sammen med de allerbilligste tilbud om mobiltelefoner.