Mediepolemik om et par ministeriers it-sikkerhed i forbindelse med trådløse netværk er en medvirkende årsag til, at der nu fra politisk hold sættes ind.
Regeringen stiller som et obligatorisk krav, at samtlige statslige institutioner følger fastlagte standarder for it-sikkerhedsprocesser, oplyste videnskabsminister Helge Sander (V), da han tirsdag talte i København på en it-sikkerhedskonference arrangeret af brugerforeningen Dansk IT.
Ifølge ministeren skyldes initiativet behovet for at få reduceret risikoen for, at noget kan gå galt. Ledelsen af en statslige institution skal sikre, at man ved at overholde de obligatoriske sikkerhedsprocesser får forholdt sig til trusler og konsekvenser for sin egen institution.
Processerne skal indføres i løbet af tre år, og Helge Sander håber på, at det statslige initiativ smitter af i kommuner og amter.
Kontorchef i Videnskabsministeriet Yih-Jeou Wang oplyser, at statens standard er baseret på anerkendte standarder for it-sikkerhed og herunder dem fra Dansk Standard.
På spørgsmålet om, hvorvidt det generelt kniber med at få sikkerhedsprocesserne på plads, lyder hans svar, at nogle institutioner gøres mere ud af det end andre.
Politikerne går ikke så langt som at indføre en kontrol af, hvorvidt kravene nu også overholdes. Videnskabsministeriet vil dog etablere et "hjælpeprogram" og sætte fokus på, hvad der kan kaldes "best practices" på området, siger Yih-Jeou Wang.
Den medieomtale, der har været om sikkerhed i trådløse netværk hos Udenrigsministeriet og Socialministeriet, hænger sammen med, at trådløse net pr. automatik selv melder sig på skærmen, når man søger efter dem. Det er visse steder i medierne opfattet, som om at uvedkommende dermed også får adgang til de pågældende ministeriers systemer.