Læs også: KMD solgt: Her er den nye ejer
TDC dropper selskaber: Ny strategi
Danmarks største teleselskab har netop søsat en historisk strategiplan og for få uger siden blev it-giganten KMD solgt til en amerikansk kapitalfond.
For borden af begge selskabers bestyrelser sidder formanden, Vagn Sørensen.
Han sætter her et på ord på arbejdsprogrammet i de sidste måneder.
"Jeg har stort set altid et omfattende arbejdsprogram. I en bred portefølje som min, vil der på ethvert tidspunkt være selskaber, som står overfor en opgave udover det sædvanlige," forklarer Vagn Sørensen til Computerworld.
"TDC og KMD har været igennem en meget intensiv proces de seneste mange måneder og har krævet ekstra bevågenhed, men begge steder gør rutinerede og dygtige ledelser det let at være formand," lyder det rosende.
De administrerende direktører i KMD og TDC er henholdsvis Lars Monrad-Gylling og Carsten Dilling.
Inde i selskabers aktiviteter
Hvor meget er du som formand inde over de forskellige aktiviteter i selskaberne?
"Jeg er som formand mere inde i virksomhedens aktiviteter end gennemsnittet," forklarer Vagn Sørensen.
"Såvel TDC som KMD drives efter en private equity værdiskabelsesmodel med meget frekvent interaktion mellem bestyrelse og ledelse," forklarer han videre.
Eksempelvis blev KMD tidligere ejet af kapitalfonden EQT og er som nævnt netop blevet solgt til den amerikanske kapitalfond Advent International for et beløb, som inden salget blev gættet til at være i omegnen af syv milliarder kroner.
"Jeg kan som formand kun bidrage og være en god sparringspartner for ledelsen, hvis jeg er meget tæt på virksomheden," lyder det videre fra Vagn Sørensen om interaktionen.
TDC´s strategiplan løber over de næste år og indebærer blandt andet store ændringer hos datterselskabet Netdesign.
Men for Vagn Sørensen er der ikke udsigt til en tidlig og lang juleferie ovenpå de to store begivenheder i KMD og TDC.
Blandt andet er han indtrådt i endnu et it-selskabs bestyrelse.
Ingen planer om at puste ud nu.
Regner du med at kunne puste lidt ud nu?
"Nej, absolut ikke og det har jeg heller ikke noget behov for," forklarer Vagn Sørensen.
"Der pågår så meget spændende og afgørende for øjeblikket, som kræver min opmærksomhed."
"Blandt andet har jeg lige overtaget formandshvervet i endnu en it-virksomhed, UC4, med base i Østrig og USA," lyder det fra den travle bestyrelsesformand.
Vagn Sørensen har i øvrigt også bestyrelsesposter i store firmaer uden for it-branchen, som eksempelvis formandsposten hos FL Smidth A/S.