Danske og svenske forskere har udviklet en ny fleksibel lyskilde, som kan blive et billigt alternativ til organiske lysdioder (OLED'er). Det skriver det tyske Technology Review. Prototypen er et gulgrønt lysende bånd på en meters længde.
Forskerne har fundet en simpel og billig metode til at fremstille lysende elektrokemiske celler. I fagsproget kaldes det for LEC'er (Light Emitting Electrochemical Cells).
Sådanne folier kan fremover bruges som lys-tapet i kontorer og private hjem.
"LEC'er har kun brug for tre lag for at fungere effektivt," siger forskeren Ludvig Edman fra universitetet i Umeå.
Sammen med kolleger fra DTU i Danmark har han udviklet en særlig print-metode, hvor et lysaktivt polymer-materiale placeres mellem fleksible plast-elektroder.
Hvis man tilfører en spænding på op til 10 volt, vil polymer-ionerne bevæge sig mellem elektroderne og lyse med omkring 150 candela per kvadratmeter.
Det svarer til en lettere dæmpet notebook-skærm, men forskerne mener, at lysstyrken kan øges, og det skulle også være muligt at skabe andre farver end gulgrøn.
Den afgørende fordel er, at det er så nemt at printe materialet på store ruller. I modsætning til OLED'er skal lysfolierne ikke fremstilles i en kompliceret proces, hvor selv den mindste defekt kan ødelægge panelet. Desuden kan de holde i tusindvis af timer.
Men reaktionstiden er meget lav, så de er indtil videre ikke egnet til skærmpaneler.
Teknologien blev beskrevet tidligere i år i fagbladet Nature Communications.
Forskerne har startet et firma, kaldet LunaLEC, der skal markedsføre teknologien. I de kommende år vil man udvikle alt fra lysende tapet til indpaknings-materiale med lys.